Brøndby-træner: Det vil være et mirakel

Kun tre klubber har siden 2010 nået fra første runde til gruppespillet - Brøndby kan blive den fjerde klub på fem år

Thomas Frank ser frem mod en svær udfordring i Grækenland. (Arkivfoto: Mogens Flindt)
Thomas Frank ser frem mod en svær udfordring i Grækenland. (Arkivfoto: Mogens Flindt)

THESSALONIKI (Ekstra Bladet): Der skal et fodbold-mirakel af de større til, hvis Brøndby skal spille sig videre til Europa League-gruppespillet.

En samlet sejr over PAOK Saloniki vil være til historiebøgerne på Vestegnen. En af de største bedrifter i klubben snart 51-årige historie.

Brøndbys vej mod drømmeland har været lang og besværlig. Turen startede 2. juli i første kval-runde. Og ser man tilbage på de seneste fire år, så er det faktisk kun lykkes for tre hold at gå hele vejen fra første kval-runde til gruppespillet. Altså via fire kval-runder for at nå drømmeland – Europa League.

Faktisk er det de seneste fem år kun lykkes for tre mandskaber Fulham, Twente og norske Rosenborg – ud af 330 klubber at gå den lange og besværlige vej til millionerne i Europa.

Rosenborg gjorde det i 2012, mens både Fulham og Twente dengang startede i første runde, fordi de fik den europæiske plads via fair-play systemet.

Se også: Sort på hvidt: Her er Danmarks taberhold i Europa

- Det vil være en enorm overraskelse og lidt af et mirakel, hvis vi klarer den her forhindring.  For os er det naturligvis en fordel, at de endnu ikke er begyndt sæsonen. Men vi er meget bevidste om, at det her bliver en stor mundfuld.

- Det vigtigste for os er, at kampen lever, når vi spiller returkamp på Brøndby Stadion om én uge. Derfor bliver vores erfarne spillere meget vigtige i de tilfælde, hvor vi vil være under et stærkt pres, siger Thomas Frank til Ekstra Bladet.

Hvis man kaster blikket på klubranglisten, er der heller ingen tvivl om, at grækerne er storfavoritter.

I Brøndby har man siden lodtrækningen været glade for, at PAOK Saloniki kom op ad bowlen. På trods af, at det er Grækenlands tredjebedste mandskab, så er de trods alt placeret som nummer 53 på den internationale klubrangliste.

Se også: Mere godt nyt til Brøndby: Agger klar til Europa-brag

Brøndby ligger aktuelt og roder nede som nummer 210 på listen. Læg dertil, at PAOK har været i Europa League-gruppespillet fire ud af de seneste fem sæsoner. I tre af tilfældene gik de tilmed videre til knock-out fasen.

- Det er klart, at vi er favoritter. Men det er svært at vurdere, hvor vores hold står lige nu. Jeg fornemmer, at Brøndby er en bedre modstander end de to første, vi har mødt i Europa League-kvalifikationen, siger PAOKs danske sportsdirektør, Frank Arnesen.

34 kommentarer
Vis kommentarer