Brøndby-træner gør status: Som en skulptur lavet af træ

Tyske Alexander Zorniger ser forbedringsmuligheder i Brøndby IF, hvor især et særligt punkt er noget, der gør træneren utilfreds

Alexander Zorniger er generelt glad for sine troppers præstationer, men holdet skal hente flere point mod bundholdene. Foto: Lars Poulsen
Alexander Zorniger er generelt glad for sine troppers præstationer, men holdet skal hente flere point mod bundholdene. Foto: Lars Poulsen

Brøndby IF havde et glimrende efterår i Superligaen og kan se tilbage på en halvsæson, der placerer klubben som nummer to i landets bedste række. Selv om der er 11 point op til FC København på førstepladsen, er der også hele 10 point ned til forfølgerne fra FC Midtjylland og Randers FC.

Men forspringet kunne have været større til FCM og Randers og afstanden til FCK mindre, hvis Brøndby IF havde været bedre mod nogle af de hold, klubben bør slå.

To møder med Viborg gav kun tre point, to møder med OB gav kun tre point, og to møder med Esbjerg fB gav kun fire point. Det er de tre hold, der ligger nederst i tabellen. Selv om træner Alexander Zorniger godkender efteråret, og Brøndby ikke møder de tre hold igen i denne sæson, er det et fokusområde, der har Alexander Zornigers interesse. Brøndby skal nemlig blive bedre til at straffe nogle af de hold, der ligger i bunden af tabellen.

- Jeg er meget tilfreds med gutterne og efteråret. Set over det halve år kan vi være tilfredse med, hvordan spillerne præsterede. Men vi kan ikke være tilfredse med alle resultaterne. Jeg bryder mig for eksempel ikke om, at vi ikke slog et af de nederste tre hold (i tabellen, red.) to gange. Vi tabte til Viborg og OB og spillede uafgjort mod Esbjerg. Alle tre hold slog vi en gang, men vi bør slå dem to gange, siger Alexander Zorniger.

Trods de pointtab har subtoppen i Superligaen vist sig så jævnbyrdig, at Brøndby IF har et stort forspring til konkurrenterne. Det betyder dog ikke, at der skal tages noget for givet.

Artiklen fortsætter under billedet

Brøndby smed point ude mod Esbjerg med et 1-1-resultat, og det skal forbedres fremover, fortæller Alexander Zorniger. Foto: Anders Brohus
Brøndby smed point ude mod Esbjerg med et 1-1-resultat, og det skal forbedres fremover, fortæller Alexander Zorniger. Foto: Anders Brohus

- Vi er i en komfortabel position, men du får ingen medaljer halvvejs, og du får intet trofæ efter tre runder af cuppen. Vi er i en position nu, hvor spillere, fans og klubben kan se, at vi udvikler os, og det skal vi bruge fremadrettet. Men de fleste fejl laves, når man er rimelig succesfuld, og jeg vil sige, at vi er rimelig succesfulde. Vi havde et godt halvt år, men det vinder du ingen priser for, siger han og forklarer:

- Jeg har sagt, at det er som en skulptur lavet af træ: Du starter med at lave skulpturen i en hård udgave. Vi har den hårde udgave nu. Nu skal vi så tættere på den endelige version af, hvordan vi skal spille, siger Alexander Zorniger.

Trods det flotte efterår ved Alexander Zorniger godt, at der venter et interessant forår, hvor meget kan ske. Efter de sidste fem kampe i grundspillet, deles klubberne op, og så venter der Brøndby 10 svære kampe mod de fem andre hold fra top seks. Starten på grundspillet i foråret er heller ikke alt for nem.

- Jeg fokuserer bare på, hvordan vi spiller. Jeg har været i fodbold længe, så jeg ved, hvad der kan ske. Vi kan få skader, der kan være meget sne, eller vi kan være uheldige i de to første kampe og tabe. Vi starter mod København, de forsvarende mestre og sikkert de kommende mestre, og i kamp to møder vi SønderjyskE, der kommer med en ny træner. Så det kommer ikke til at gavne os, hvis vi tænker på afslutningen af sæsonen. Det hjælper os, hvis vi tænker på de næste ting, der venter, siger Alexander Zorniger.

Truppen har til foråret fået et nyt ansigt i truppen i form af forsvarsspiller Paulus Arajuuri, mens Gustaf Nilsson vender tilbage fra skadesproblemerne i efteråret. Klubben leder også efter en ny venstre back.

TV: Viborg overraskede Vestegnen, da de slog Brøndby 2-1. Se målene her

Se også: Brøndby IF bekræfter aktietal: Jan Bech ejer nu 52,4 pct.

Se også: To profiler hænger i tynd Brøndby-tråd

Se også: Brøndby-træner: Her er mit største ønske

63 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere