Brøndby-træner utilfreds med spillersalg

Brøndbys cheftræner Alexander Zorniger godkender til dels klubbens ageren i det netop overståede transfervindue. Men salget af den talentfulde, offensive midtbanespiller Andrew Hjulsager er ikke faldet i god jord hos Vestegnens tyske dirigent, der efterlyser en direkte erstatning

Brøndby-træner Alexander Zorniger lægger ikke skjul på, at salget af Andrew Hjulsager ikke passede ham. Foto: Tarik Mikkel Khan
Brøndby-træner Alexander Zorniger lægger ikke skjul på, at salget af Andrew Hjulsager ikke passede ham. Foto: Tarik Mikkel Khan

DUBAI (Ekstra Bladet): Salget af midtbaneprofilen Andrew Hjulsager har efterladt et stort tomrum på Brøndbys offensive midtbane.

Da klubben på transfervinduets sidste dag sendte den 22-årige dansker til Vigo i Spanien for at skrive under med danskerklubben Celta Vigo, sagde de farvel til en vigtig brik i Brøndbys startellever og goddag til 7,5 millioner kroner.

Men cheftræner Alexander Zorniger står nu derfor over for en vanskelig opgave, eftersom han nu skal finde den helt rigtige erstatning og afløser for det danske talent.

Et problem, som den tyske træner gerne havde været for uden.

Brøndby har således hentet den 21-årige RB Leipzig-spiller Zsolt Kalmár på en leje-aftale indtil sommeren 2018. En midtbanesspiller, som af flere er udset til at skulle udfylde det tomrum, Hjulsager har efterladt.

Men efter torsdagens træningskamp mod sydkoreanske Jeonbuk Motors i Dubai var det en mismodig Alexander Zorniger, der bl.a. over for Ekstra Bladet kritiserede Brøndby-ledelsens beslutning om at sende Hjulsager af sted i dette transfervindue midt i sæsonen:

- Jeg er bestemt ikke tilfreds med situationen, som den ser ud lige nu, lyder det fra Brøndby-træneren.

- Nu begynder puslespillet virkelig på midtbanen.

- Jeg mener ikke, at vi har hentet nogen egentlig erstatning for ham (Andrew Hjulsager, red.), siger Zorniger og forklarer, at Zsolt Kalmár i stedet er hentet ind som en gardering for salget af en anden midtbanespiller, nemlig Christian ’Greko’ Jacobsen, der er skiftet til SønderjyskE.

- Vi har mistet en vigtig spiller, og vi har ikke en særlig bred trup. Vi kan risikere at få skader i løbet af sæsonen, akkurat som i dag hvor Lebogang Phiri var ude med sygdom.  Vi må se, om vi kan klare situationen, siger han.

Lebogang Phiri, men også Brøndbydrengen Frederik Holst har givet udtryk for, at de gerne vil skifte klub for at søge nye udfordringer.

Senest afviste Brøndby et tilbud fra den amerikanske fodboldklub New York City FC, der gerne ville have haft Phiri på et fly til USA og Major League Soccer.

Holsts kontrakt udløber desuden til sommer og eventuelle forhandlinger om en ny kontrakt med klubben skulle eftersigende ligge helt stille.

Men hvis Brøndby skal gøre sig nogle forhåbninger om at kunne udfordre store, stærke FC København i forårssæsonens slutspil, så har klubben under ingen omstændigheder råd til at sige farvel til flere bærende spillere.

- Jeg tror, at alle ved, vi ikke var klar til at slippe endnu en stærk midtbanespiller på så kort tid, lyder det fra Zorniger.

- Efter dette transfervindue har vi mistet nogle spillere og fået en smallere trup. Og nu må man for alt i verden ikke længere gemme sig inde på banen. Det skaber blot endnu mere pres på de spillere, som kæmper for det, beordrer han.

Brøndby vandt torsdag deres første kamp i træningsturneringen Dubai International Cup. Klubben besejrede modstanderen Joenbuk Motors med 4-2 med stor hjælp fra bl.a. den polske tomålsskytte Kamil Wilczek. Frederik Holts og Zsolt Kalmár startede med at assistere den stærke Hany Mukthar i det offensive spil på midtbanen.

Se også: Brøndby-knægt får chancen: Godt der ikke er kommet en erstatning

Se også: Brøndby så rødt mod asiatisk Champions League-hold

Interaktivt element

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen