Jens Martin Gammelby er ikke at finde i Brøndby i resten af 2022.
Forsvarsspilleren udlejes til den polske klub Miedz Legnica, skriver Brøndby på sin hjemmeside.
- Jens Martin har været i Brøndby IF en del år, og senest i efteråret fik Jens Martin en del spilletid, hvor han leverede nogle gode kampe for os. Nu skal Jens Martin ud at prøve kræfter med en ny klub og gerne få mere spilletid, end vi kan tilbyde ham for øjeblikket, og der er Miedz Legnica en rigtig god mulighed for Jens Martin og os, siger fodbolddirektør Carsten V. Jensen.
Han oplyser desuden, at Brøndby kan hente Jens Martin Gammelby hjem til sommer og dermed forkorte lejeaftalen med en halv sæson.
Miedz Legnica er placeret i Polens næstbedste række, hvor de dog er på førstepladsen og har kurs mod landets bedste liga efter sommerferien.
- Jeg ser frem til at prøve mig selv af i en ny liga og nye omgivelser, og her er Miedz Legnica en spændende klub, som går et rigtig spændende forår i møde, hvor jeg ser frem til at bidrage på banen, siger Jens Martin Gammelby.
Han kom til Brøndby fra Silkeborg i 2018 og har kontrakt med Brøndby frem til sommeren 2023. Jens Martin Gammelby var i sidste sæson udlejet til Lyngby, som rykkede ud af Superligaen.
Han står noteret for 56 kampe i Brøndby-trøjen.