Brøndbys CL-drømme: - Vi kan snyde dem

De danske mestre får i den kommende sæson chancen for at spille sig i Champions League-gruppespillet, og Niels Frederiksen tror på, at klubben har en chance for at snyde de store hold

Brøndbys CL-drømme: - Vi kan snyde dem

Brøndby har indløst billet til playoffrundeni Champions League med deres triumf lørdag.

Brøndby IF skal som minimum spille i Europa League-gruppespillet, og det i sig selv er lidt af en gave til en klub, der ikke siden 2005 har været i et europæisk gruppespil, men med lidt held i sprøjten kan klubben komme i det forjættede land, også kendt som Champions League.

De danske mestre indtræder i playoffrunden til Champions League, og her kan de blågule løbe ind i klubber som østrigske Salzburg og mandskaber på lignende niveau.

Det er altså bare én modstander, der skal besejres, for at BIF kommer i CL-gruppespillet.

Det er ikke noget, der i udgangspunktet skræmmer i Brøndby IF.

- Selvfølgelig går vi efter det. Det kan altid lade sig gøre over to kampe. Det er ikke City, United, Inter, Barcelona eller Liverpool, vi skal møde. Det er stærke hold, men det er ikke sådan, at det ikke kan lade sig gøre. Vi tror på, at vi kan snyde dem.

Kan gøre ondt på de andre
- Hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre. Vi har nogle ting på vores hold, der kan gøre ondt på alle hold - også de dygtige mandskaber, siger Niels Frederiksen dagen derpå.

Brøndby er altså garanteret et europæisk gruppespil, og på det punkt har Niels Frederiksen masser af erfaring at trække på. Fynboen var i spidsen for Esbjerg fB, da klubben spillede sig i Europa League-gruppespillet i 2013.

Den erfaring er vigtig for Brøndby-træneren.

- Vi skal have en god dosering af spillerne og godt styr på deres loading - fysiologisk er det vigtigt, at de ikke bliver overbelastet. Det er kun den ene del. I Esbjerg var det i højere grad et mentalt spil, som mange ikke havde prøvet før. Det skal vi håndtere.

- Mentalt handler det om, at man skal ud og rejse og toppræstere i midtugen og igen i weekenden. Det skal man vænne sig til. Men mon ikke, vi lykkes med det, det tror jeg i hvert fald på, at vi kan, siger han.

Og det er da i hvert fald ikke et helt grønt mandskab, som han sender ud i Europa, Niels Frederiksen.

'De bliver kun stærkere'
Cheftrænerens spillere har fået hår på brystet det seneste års tid.

- Det har været en fantastisk sæson for mange af vores unge spillere. For mange af dem har det været deres første hele seniorsæson. Uanset om det er (Peter) Bjur, (Andreas) Bruus, Anis (Slimane), Morten (Frendrup) eller 'Jobbe'.

- De har alle gjort det fantastisk, og de bliver kun stærkere, siger den 50-årige Brøndby-træner.

Niels Frederiksen og Brøndby går nu på ferie, og så starter man op igen i midten af juni og arbejder frem mod den nye sæson.

Først i slutningen af august skal Brøndby spille Champions League-kvalifikation, og lykkes det de blågule at komme i det forjættede land, venter der mange, mange millioner samt mange oplevelser for både spillere, fans og klub.