Brøndbys nye kummefryser: Han er en maskine

Rodolph Austin er en mand modstanderne slår sig på - lovende indsats i første kamp på Brøndby Stadion

Rodolph Austin leverede en stærk præstation i sin første optræden på Brøndby Stadion. (Foto: Lars Poulsen)
Rodolph Austin leverede en stærk præstation i sin første optræden på Brøndby Stadion. (Foto: Lars Poulsen)

Sangen om, at Brøndby har savnet fysisk styrke på den centrale midtbane er blevet sunget flittigt det seneste år.

Men den kan godt snart stoppe. I hvert fald for en stund. For tilgangen af Rodolph Austin viser, at Brøndby har fået en mand, som modstanderne slår sig på.

En mand, der giver sig i duellerne og ikke står tilbage for en ’slåskamp’ på midtbanen.

Den jamaicanske anfører er ikke kun Brøndbys defensive omdrejningspunkt. Han er Brøndbys nye kummefryser.

Debuten sidste sæson i 1-4 blamagen mod AaB var svær, fordi han blev skiftet ind, da nedturen tog til. Til gengæld var den første kamp på Brøndby Stadion overbevisende.

Det var lidt ligesom Brøndby kom med et helt andet udtryk på midtbanen.

- Han giver os noget mere fysik centralt i banen, og så vinder han mange af 50-50 duellerne. Men hvis han skal være en rigtig stor gevinst for os, skal han være dygtigere med bolden og spillede hurtigere. Men det er jeg heller ikke i tvivl om vil ske, når han er i bedre kampform, roser Thomas Frank.

Hovedpersonen stod med to isposer på læggene og var tydeligvis træt oven på de 85 minutter, han havde kræfter til at spille i det intense lokalopgør.

- Jeg er ikke på 100 procent, men prøver at presse mig selv. Det var en fantastisk atmosfære og en god følelse, jeg havde på banen, siger Rodolph Austin, der signalerede, han ikke havde flere kræfter, efter han kort forinden havde fået krampe i lægmusklerne.

For to af holdkammeraterne – Martin Albrechtsen og Frederik Rønnow – er der slet ingen tvivl om, at jamaicaneren bliver en stor gevinst på sigt på Brøndby-mandskabet.

- Han er en maskine på midten. En mand, der tager nærkampene og når han er i kampform, bliver han rigtig god. Han er fysisk stærk og giver alt i duellerne. Det er virkelig noget publikum her i Brøndby godt kan lide, siger Brøndbys matchvinder – Martin Albrechtsen.

Fra sin udkigspost i målet var Frederik Rønnow også imponeret over holdets nye stopklods på midten.

- Han spiller både med ro og overblik. Han er rutineret og er benhård i duellerne. Det har stor betydning for os, at han vinder så mange nærkampe centralt, mener keeperen, der holdt nullet for femte gang i de seneste syv kampe.

Se også: Udskældt dommer: Derfor røg Schwartz ikke ud

 

26 kommentarer
Vis kommentarer