Brøndbys nye sportschef: Havde ikke set den komme

- Vi skal bruge forstærkninger i alle kæder, siger Brøndbys nye sportschef, Troels Bech, der ikke kommer til at optræde på træningsbanen

Troels Bechs største udfordring som sportschef i Brøndby er at bidrage til, at guldet havner på Vestegnen i 2018. (Foto: Jens Dresling)
Troels Bechs største udfordring som sportschef i Brøndby er at bidrage til, at guldet havner på Vestegnen i 2018. (Foto: Jens Dresling)

Mandag var første arbejdsdag for Troels Bech på Vestegnen. 

Den nye sportschef er ikke bare tiltrådt i et nyt job, men han er også havnet i en ny verden. Ingen støvler og beskidt træningstøj, men pæne sko, skjorte og blazer.

En forvirrende dag, hvor han skulle hilse på mange nye mennesker. Kolleger, der skal bidrage til at opfylde målet om økonomisk balance i 2017 og mesterskab i 2018.

Et job i Brøndby er ingen sovepude. Heller ikke for en mand, der bor i Odense og har otte børn.

- Det var værre, hvis jeg stod overfor at skulle til at lave otte børn, smiler Troels Bech, der bliver boende i Odense og pendler frem og tilbage dagligt.

- Jeg har ingen problemer med distancen. Der er meget telefonarbejde i det her job, så det ser jeg kun som en fordel. Alene de seneste tre dage har jeg vel fået op imod 100 opkald, forklarer Troels Bech og uddyber:

Se også: Brøndby satser stort: Troels Bech er et eksperiment

Presset er en motivation
- Den sværeste udfordring jeg har fået i jobbet er helt afgjort, at vi skal vinde mesterskabet i 2018. Men det pres, der altid vil være i en klub som Brøndby, er meget motiverende for mig.

- Jeg må have gjort et eller andet rigtigt, når man forventer, at jeg kan tage del i det pres, siger Troels Bech, der havde andre muligheder, inden han valgte Brøndby. Han var i spil til en ekspertrolle hos SBS og havde andre tilbud på hånden.

- Jeg havde ikke set, jeg skulle havne i Brøndby. Men det passer mig fint, at jeg er færdig med at være træner. Jeg er ikke kommet her for at presse Thomas (Frank. Red.). Jeg kommer ikke til at optræde på træningsbanen. Min rolle er klar. Jeg er sportschef, men står selvfølgelig til rådighed med den erfaring jeg har, hvis Thomas har brug for input. Men det bliver ikke på træningsbanen, forklarer Troels Bech.

Se også: Men er Troels Bech en vinder?

Forstærkninger til alle kæder
Den nye sportschef skal i gang med at finde forstærkninger til sin trup. Han når ikke at få flere ind, så de kan være med i Europa League-kvalifikationen 2. og 9. juli, hvor Brøndby møder Juvenes-Dogana fra San Marino.

- Ingen af vores fire kæder (målmænd, forsvar, midtbane eller angreb) er på plads. Det er en stor kabale, der skal gå op, men vi skal ud at finde forstærkningerne i alle fire led, forklarer Troels Bech, der satser voldsomt på, at der ikke sker mange udskiftninger.

For ét ord, der går igen og igen, når Troels Bech taler om sin nye tid i Brøndby er kontinuitet.

- Fremgang bliver sjældent stabilt af små ryk. Men den kan blive stabil, hvis du har kontinuitet på dit hold og i din trænerstab. Så er mulighederne gode for at forbedre sig, mener Troels Bech, der også skal ud at finde en ny chefscout.

Flemming Berg, der bor i Portugal, stopper 1. juli for at tiltræde jobbet som talentudviklingschef i DBU. Og den nye scout får ikke bopæl i det sydlige Europa.

- Han behøver ikke bo her i kommunen, men han skal være tættere på, forklarer Troels Bech, der i begyndelsen fokuserer på tranfervinduet for Superligatruppen. Siden vil han også bruge kræfter på Brøndbys Masterclass.

Se også: Brøndby-ejers plan: Troels skal finde guldnøglen

35 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere