Brøndbys nye tider: Det er slut med storkøb

- Vi skal i økonomisk balance og derfor skal vi være meget omkostningsbevidste, erkender Brøndbys sportschef, Troels Bech

Brøndbys sportsdirektør Troels Bech skal ramme plet på transfermarkedet for færre kroner. det er slut med spillere til seks, otte eller ti mio. kr. på Vestegnen. Økonomien skal i balance. (Foto: Jonas Olufson)
Brøndbys sportsdirektør Troels Bech skal ramme plet på transfermarkedet for færre kroner. det er slut med spillere til seks, otte eller ti mio. kr. på Vestegnen. Økonomien skal i balance. (Foto: Jonas Olufson)

Når FC København bruger 18 mio. kr. på Federico Santander eller FC Midtjylland smider 14 mio. kr. efter tjekken Václav Kadlec, kan Brøndby kun se til og erkende, at her kan og vil Vestegnens stolthed ikke være med. I hvert fald ikke i den nærmeste fremtid.

Brøndby kommer ikke til at hente spillere til store millionbeløb her og nu. Det ligger slet ikke i klubbens transferstrategi.

Godt nok er det under to år siden, klubben hentede Daniel Agger hjem for 23 mio. kr., men forskellen fra dengang og nu er, at det var en personlig jubilæumsgave fra formand Jan Bech Andersen. I dag kan den slags ikke finde sted, fordi UEFA, det europæiske fodboldforbund, har justeret reglerne for Finansiel Fair Play.

Sådan sagde Troels Bech på vinter-transfervinduets sidste dag

Kan ikke lukke øjnene
Sportsdirektør Troels Bech skal nu ramme plet på transfermarkedet, og så skal han gøre det for færre midler end forgængerne. De tider, hvor Brøndby brugte 12 mio. kr. på to spillere – Fredrik Semb Berge og Elbasan Rashani, er mindre end to år siden. Men lige nu ligger så store investeringer meget langt fra den strategi, Troels Bech er sat til at føre ud i livet.

- 2017 er lige om hjørnet. Jeg kan ikke tillade mig at lukke øjnene for målsætningen om økonomisk balance. Vi bevæger os den rigtige vej, men hvis du ser på det sidste årsregnskab, så er der stadig underskud.

- Min opgave er, at vi sportsligt skal bevæge os fremad samtidig med, at vi er økonomisk bevidste og træder en smule på den økonomiske bremse. Det er en model, vi sagtens tror, kan lykkes, siger sportsdirektør Troels Bech til Ekstra Bladet.

Her afslører han lidt mere af den transferstrategi, som han arbejder efter:

- Jeg kigger efter spillere, som har potentiale til at løfte os, men som aktuelt kan hentes billigere, fordi de måske sportsligt er lidt nede i en bølgedal.

- Men det er også lærdom, at det ikke altid er de klubber med de største budgetter, der vinder mesterskabet. Tre af de sidste fire sæsoner er mesterskabet blevet vundet af hold (FC Nordsjælland, AaB og FC Midtjylland), der ikke har ligaens største budget, forklarer Troels Bech.

Se også: Nu smiler de på Vestegnen: Franks store forløsning

Skal ramme rigtigt
Han erkender, at det stiller større krav til ham, når han nu er på markedet for at lede efter spillere. For med færre midler til at investere er der heller ikke råd til særlig mange fejlskud på transfermarkedet.

- Det er en ekstra udfordring og helt rimeligt, at kravene til mig bliver skærpet. Jeg skal måles på mine resultater. Derfor skal vi også finde vores egen model for at nå i mål. Vi er nødt til at tjene flere penge ét sted og spare et andet sted, hvis vi skal i balance.

- Da jeg i januar så lidt kritisk på vores trup, havde vi med 28 spillere en stor mængde lønkroner, vi slet ikke fik på banen. Derfor skar vi truppen ned.

- I fremtiden skal vi være mere sikre på, vi rammer rigtigt, når vi henter spillere. Når vi kommer derhen, kan vi sagtens træde lidt på den økonomiske bremse og accelerere igen og sikre sportslige fremgang, påpeger Troels Bech.

Han mener godt, Brøndby kan vinde mesterskabet igen med den nuværende strategi, men nævner ikke mesterskabet i 2018 med ét ord. Til gengæld fremhæver han i stedet den aktuelle målsætning om top-3 i denne sæson og ser lige nu ikke længere ud i horisonten.

Se også: Derfor bør Brøndby skifte system

Aldrig Brøndby-træner
- Vi har et budget, hvor vi, uanset om vi økonomisk bremser lidt, godt kan være i top-3. Når man er i top-3, behøver man ikke falde bagud. Man kan godt slutte på en bedre placering, pointerer han.

Troels Bech trives i jobbet, selv om han har mere end én times daglig transport hver vej fra hjemmet i Odense til Brøndby.

Han har ingen ambitioner om at vende tilbage til trænerbænken og kan godt garantere for, at det aldrig kommer til at ske i Brøndby.

- Man skal passe på med at sige aldrig. Men lige nu kan jeg slet ikke forestille mig, jeg skal være træner igen. Jeg kan i hvert fald slå fast, at jeg aldrig nogensinde kommer til at blive Brøndby-træner, siger Troels Bech.

Efter mere end otte måneder som sportsdirektør er han imponeret over Brøndby som arbejdsplads.

- Det er en arbejdsplads, hvor engagementet er enormt. Folk involverer sig meget i tingene, og på den måde er det en arbejdsplads, der er rig på energi, motivation og indhold, understreger Troels Bech.

159 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere