Det er ikke alle, der kan tillade sig at klappe i hænderne i begejstring over Alexander Zornigers tiltrædelse som ny cheftræner i Brøndby. Omvendt må det også vække glæde hos flere spillere i truppen, at der nu kommer en træner, som prioriterer de spillere højt som er aggressive og viser stor løbevillighed.
Her er en oversigt over, hvem der kan komme i klemme, hvem der klapper i hænderne, hvem der bliver solgt, og hvad Brøndby skal søge efter i sommerens transfervindue.
Bemærk, det er ikke samtlige spillere fra den nuværende Brøndby-trup, der er nævnt herunder.
De stopper lige om lidt
Martin Ørnskov
Kontrakten udløber, og med den form for fodbold den nye træner vil spille, er der ingen fremtid for en type som ham, hvor hurtige fødder ikke er nøgleordet.
Johan Elmander
Det er et stykke tid siden, der blev meldt ud, at parterne skilles efter sæsonen. Farten har han fuldstændig mistet, og derfor var der heller ingen grund til at fortsætte samarbejdet.
***
Han er det store spørgsmålstegn
Daniel Agger
Viceanføreren har endnu ikke besluttet, hvad han vil. Ansættelsen af Alexander Zorniger har ingen betydning for, hvad han vælger. Han er en duelstærk stopper, der uden problemer passer ind i fremtidens Brøndby, hvis han har en hurtig stopper ved sin side.
***
De bliver solgt
Riza Durmisi
Landsholdsbacken har klausul på 15 mio. kr. Han vil til udlandet nu, og Brøndby har en afløser parat i Jesper Juelsgård. Han bliver skudt af sted i sommerens transfervindue.
Patrick Da Silva
Han har intet vist, siden han kom retur fra Randers. Det er svært at se ham fortsætte i Brøndby efter sommerferien, selv om kontrakten først udløber næste sommer – i 2017.
Brøndby stadig på udkig efter assistenttræner
***
For dem er den nye træner en klar fordel
Frederik Holst
Han var ikke Thomas Franks favoritspiller, men har fået chancen under Auri – og grebet den. Han er fleksibel og kan spille mange positioner. Samtidig er han en løbestærk spiller, der vil elske at spille i et system med højt og intenst pres.
Lebogang Phiri
Risikoen for, at sydafrikaneren bliver solgt er selvfølgelig en mulighed. Men bliver han, vil han finde sig godt til rette med den nye form for presfodbold, og han vil elske den aggressivitet, Brøndby skal spille med.
David Boysen
Teknisk er han ikke blandt de bedste. Han er hurtig og pågående i sin spillefacon. Det passer godt til den aggressive presstil Brøndby skal føre ud i livet efter sommerpausen.
Jonas Borring
Han kender den direkte vej til modstandernes mål. Der er stadig masser af fart i fødderne på trods af, han har passeret de 30 år. Han kan sagtens få en nøglerolle i fremtidens Brøndby.
Teemu Pukki
Når man presser modstanderen, starter det hos angriberen. Han er stærk og engageret i presspillet og på trods af, at han har svinget meget i foråret, kan han helt sikkert blomstre op under en ny træner.
Vildt spændende valg: Det endelige opgør med Frank
***
De kan få det svært i fremtidens Brøndby
Magnus Eriksson
Han er – som foråret er skredet længere frem – røget længere ud i kulden. Det er svært at se, at han har en fremtid på Vestegnen. Der er ingen fart i fødderne, og fodboldmæssigt har han slet ikke vist noget endnu. Han ligner et klart sommersalg.
Christian Greko Jakobsen
Kantspilleren, der slog til sidste efterår i en pokalkamp mod Holbæk, har ikke den fart i fødderne, som der bliver lagt stor vægt på i fremtidens Brøndby. Det er svært at se, han passer ind i en kommende startformation. Han kan blive marginalspiller i truppen.
Christian Nørgaard
Midtbanespilleren med evighedstalentet har aldrig for alvor fået sit gennembrud i Brøndby. Kommer det under en ny træner? Man kan godt have sin tvivl, fordi der er alt for store udsving i hans præstationer.
Kamil Wilczek
Der er altid plads til en målscorer. Han har da scoret fire mål i foråret. Men han er ingen stor fodboldspiller og ikke den største presspiller. Hans arbejdsindsats er reelt koncentreret om straffesparksfeltet. Er der plads til ham i fremtidens fodbold i Brøndby? Det må der stilles spørgsmålstegn ved.
Andrew Hjulsager
Det har aldrig været hans livret at løbe og arbejde stenhårdt. Men det er fremtidens præmis, hvis man skal spille i Brøndby. Han kan godt blive klemt med de nye ideer på Vestegnen.
Johan Larsson
Offensivt er han stærkt funderet, men er han dygtig nok i presspillet? Ofte kommer han lidt for sent, når Brøndby presser modstanderen. Og det må ikke ske, når der skal presses massivt over hele banen i fremtiden.
Martin Albrechtsen
Brøndby har forlænget med ham. Men med den form for fodbold Alexander Zorniger vil spille, stilles der ekstremt store krav til midtstopperne. De står højt på banen og skal både være duelstærke og hurtige, fordi de tit er i mand mod mand dueller. Han er duelstærk, men er ikke særlig hurtig længere. Det kan blive et problem, hvis han ikke har en hurtig makker ved sin side.
Brøndbys nye 'fuser-træner' skaber overskrifter i tyske medier
***
Det skal hentes
To hurtige og duelstærke midtstoppere
Hvis Agger forsvinder, skal der hentes to til pladsen. Rutine, hurtighed og duelstærke spillere har de bedste chancer. Bubacarr Sanneh fra AC Horsens kan være en kandidat i Brøndby. Han er både hurtig og fysisk stærk, men han har ikke de store lederevner endnu. Han skal have en rutineret spiller at støtte sig til. Han er på langtidskontrakt i Horsens.
Løbestærk midtbanespiller
Midtbanespilleren, der hurtigt kan vende spillet, vil være efterspurgt på Vestegnen. Brøndby skal nemlig hurtig til afslutning fra bolderobring. Derfor skal holdet formentlig styrkes med en løbestærk og teknisk velfunderet midtbanespiller.
Målfarlig angriber
De hænger ikke på træerne, men de findes derude. Brøndby har allerede hentet Gustaf Nilsson, men skal bruge endnu en angriber, der både er målfarlig og kan tage del i det massive presspil.
TV: Hør, hvad Troels Bech mener om, at den nye Brøndby-træner tidligere er blevet fyret i både RB Leipzig og Stuttgart:
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.