Brøndbys svære vej til toppen

- Når vi spiller, som vi gør mod Esbjerg, har vi ikke fortjent mere end 15 point efter de første 11 kampe, erkender Daniel Agger, der ikke vil udtale sig om fyringen af Brendan Rodgers

Daniel Agger kom som den sidste ud fra Brøndby-kabinen. Skuffet og frustreret over, at sejren over FCK ikke kunne følges op med en ny triumf.

Men det uafgjorte resultat afspejler måske meget godt det svingende niveau hos Brøndby her i efteråret.

Det startede med tre nederlag, men er så blevet lidt mere stabilt i de følgende otte kampe, hvor Brøndby kun tabte én kamp.

Men i den nye sæson har Brøndby endnu ikke ramt et højt og stabilt bundniveau.

Alt for svingende
- Når vi spiller som vi gør mod Esbjerg, har vi ikke fortjent mere end de 15 point, vi har fået efter de 11 første kampe. Vi formår ikke at lukke kampene, siger Daniel Agger, der i øvrigt ikke ville udtale sig om fyringen af sin tidligere manager, Brendan Rodgers.

- Jeg er ikke i Liverpool længere og derfor vil jeg ikke kommentere fyringen, siger Agger.

Brøndby-kaptajn Thomas Kahlenberg, der for tredje kamp i træk spillede en halv time, er skuffet over Brøndbys pointhøst efter en tredjedel af sæsonen.

- Vi har fået alt for få point. Hvis vi havde fået tre point mod Esbjerg, havde vi haft kontakt til den øverste top. I den her liga, hvor det er meget tæt, gør to point en stor forskel, mener Thomas Kahlenberg.

Brøndby-spillerne var meget skuffede over det ene point. Her har Ronnie Schwartz brændt en kæmpe chance. (Foto: Lars Poulsen)
Brøndby-spillerne var meget skuffede over det ene point. Her har Ronnie Schwartz brændt en kæmpe chance. (Foto: Lars Poulsen)
 

- Jeg savner mere kynisme og skarphed, når vi er så dominerende. For vi har rigeligt med chancer til at lukke kampen. Vi må erkende, vi ikke er dygtig nok til at kontrollere kampen. Det skal vi være bedre til, fastslår Thomas Kahlenberg, der har udsigt til én uge i landsholdslejren, hvor han ikke er hentet ind for at få en hovedrolle, fordi han kun har spillet tre gange en halv time, siden han blev opereret i maj.

- Jeg kender betingelserne, jeg er med på. Det er positivt, at jeg er med igen og det handler for mig om at bygge på, påpeger han.

Det koster 15 millioner at købe Riza Durmisi fri af kontrakten med Brøndby. (Foto: Jens Dresling) Brøndby - 3. okt. 2015 - kl. 08:15 Afsløring: Så meget koster Brøndbys landsholdskomet

Stor konkurrence centralt
Thomas Kahlenberg er stærkt på vej tilbage og ligner en starter om et par uger mod Viborg.

Rodolph Austin har også spillet sig ind som en stor gevinst som det defensive omdrejningspunkt på midten. Han har tilført Brøndby den fysiske styrke, som holdet i sandhed har savnet. Og så er han – i modsætning til Martin Ørnskov – en midtbanespiller, der ofte spiller bolden fremad banen.

- Austin var bedre mod Esbjerg end i sidste uge mod FCK. Han spiller med enorm ro og er dygtig til at spille bolden rundt. Og så vinder han mange af de 50-50 dueller, roser Thomas Frank.

Han erkender, at konkurrence-situationen spidser til i den kommende tid, hvor der reelt kun er én midtbaneplads i spil.

- Der er en sund konkurrence i truppen, forklarer Thomas Frank, der var skuffet over Brøndby med 20 skud og heraf seks på mål ikke formåede at vinde opgøret.

- Vi skal score mere end ét mål. Det her blev for meget indianerbold. Vi skal afgøre sådan en kamp før pausen, fastslår han.

Se også: TV: Brøndby smed sejren i skydeteltet

30 kommentarer
Vis kommentarer