Den bundløse pengekasse holder Brøndby oven vande

Brøndby kan få tilført yderligere 127,5 mio. kr. i løbet af de kommende fem år – sker det, har klubben fået 351,9 mio. kr. siden 2013

Så mange millioner er forsvundet i Brøndby

Jan Bech Andersen er officielt trådt et skridt tilbage. Han er stoppet som formand i Brøndby, men pengemanden bag klubben har ikke tænkt sig at kaste håndklædet eller opgive sin investering.

På trods af, at han officielt ikke længere er klubbens formand, er han stadig tæt på hele beslutningsprocessen i Brøndby.

Det er ham, der kommer med pengene, og det er ham, der suverænt sidder på den største aktiepost. Og det bliver også ham, Brøndby kommer til, hvis der igen mangler penge i kassen.

Tavse aktionærer
Jan Bech Andersen har allerede brugt mere end 100 mio. kr. på eventyret, siden han trådte ind i Brøndby for tre år siden. Og her stopper pengeforbruget ikke. På ingen måde.

Da bestyrelsen på generalforsamlingen fik godkendelse til en kapitaltilførsel på op til 127,5 mio. kroner, var det samtidig et varsel om, at rigmanden skal op med endnu flere millioner til Brøndby de kommende år.

- Vi har fået godkendelse til en ny emission. Jeg skal nok tegne min andel af aktier ved den emission, siger Jan Bech Andersen til Ekstra Bladet

Hvis Brøndby udnytter muligheden for at hente det fulde beløb, vil klubben i løbet af de seneste tre år alene i aktieemissioner have hentet 351,9 mio. kr.

Det skyldes, at klubben i 2013 ad to omgange i alt fik tilført 224,4 mio. kr.

Tirsdag holdt Brøndby den årlige generalforsamling, hvor et par hundrede aktionærer var mødt frem. Aktionærerne kom ikke for at angribe bestyrelsen for planerne om at halvere aktiernes værdi eller for at tæppebombe storaktionær og afgående formand, Jan Bech Andersen, med sin rolle i den såkaldte Oscar-gate. Her skrev Jan Bech på fanforummet Brøndby Support i sønnens navn, hvor han rettede skarpe angreb mod daværende sportsdirektør Per Rud og daværende træner Thomas Frank.

Her kan du komme tættere på Jan Bech Andersen:

Aktionærerne var forbavsende tavse. De lyttede og klappede til de planer, der blev lagt frem.

- Den eneste forskel fra sidste år er, at jeg er begyndt at bruge briller. For to måneder siden blev jeg pludselig fem år ældre på 14 dage, indledte Jan Bech sin beretning med direkte henvisning til følgerne af Oscar-gate.

Men ingen af de fremmødte 200 aktionærer følte anledning til at stille nærgående og direkte spørgsmål til Jan Bech.

Han fik lov at sætte sig ned efter en række klapsalver for sin beretning.

- Jan Bech, I hentede 224, 4 mio. kr. hos aktionærerne for tre år siden. Nu vil I have nye penge. Hvor troværdigt er det?

- Det er vigtigt at sige, at for tre år siden var rigtig mange penge øremærket til en række ting. Op imod 80 mio. kr. var bundet op på en række forpligtelser, vi havde. Det gælder feriepengesagen (i omegnen af 30. mio. kr.) og flere andre større sager.

- Men det hører også med til historien, at vi i både 2014 og 2015 har brugt rigtig mange penge på spillerindkøb. Og det agter vi nu at ændre på. Vi vil stadig have et spillerbudget i top-3, men vi vil være lidt mere forsigtige med de sportslige målsætninger. Fra 2017 hedder det top-5, siger Jan Bech Andersen.

- Hvis jeres spillerbudget er i top-3 i Superligaen, og I kun budgetterer med en femteplads, underpræsterer I så ikke i forhold til jeres budget?

- Vi vil gerne være troværdige med vores meldinger. Derfor budgetterer vi fra 2017 med en femteplads. Men jeg håber som sagt, at vi kommer til at love lidt mindre, men til gengæld må vi gerne overpræstere på banen, siger Jan Bech Andersen.

- Har du fortrudt, du har investeret så mange penge i Brøndby?

- Nej, det har jeg ikke. På ingen måde.

- Har det været en god investering?

- Lige nu er investeringen – som man siger – under vand. Men der ligger en god strategiplan, som jeg kan købe ind på. Både økonomisk og troværdighedsmæssigt.

- Hvor meget tålmodighed har du med det her Brøndby-projekt?

- Jeg er tålmodig. Men det er klart, at vi skal til at forbedre os på en række parametre. Både det kommercielle og det sportslige. Vi har et sportsligt budget til top-3 i Danmark.

- Trækker du dig tilbage nu. Eller vil du stadig være aktiv i kulisserne?

- Det er klart, når man som jeg har ydet lån og investeret, så følger jeg naturligvis tingene meget tæt.

- Skal du tilbage i bestyrelsen på et tidspunkt?

- Det må vi se på et tidspunkt. Jeg er glad for den støtte, jeg har fået.

- Har du fortrudt, du trak dig som formand?

- Nej, det handler ikke om mig. Det handler om klubben.

20 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere