Derfor får Frank så lang snor af Brøndby

Thomas Franks position har på intet tidspunkt de seneste to år været til debat i klubbens bestyrelse

Derfor får Thomas Frank så lang snor. (Foto: Jonas Olufson)

Fire kampe - ét point.

Det kunne Niels Frederiksen ikke overleve i Esbjerg, men det gør Thomas Frank til gengæld i Brøndby.

Faktisk sidder Thomas Frank forholdsvis sikkert i trænerstolen på trods af den katastrofale sæsonstart for tredje år i træk for Brøndby.

Thomas Frank har, siden han blev ansat, været under et gevaldigt pres. Men det er kun udadtil, at der - oftest i medierne - bliver sat spørgsmålstegn ved ham som cheftræner i Brøndby.

På de indre Brøndby-linjer er tiltroen og tilliden til ham til gengæld aldeles usvækket.

Efter hvad Ekstra Bladet erfarer fra højtstående Brøndby-kilder har Thomas Franks position som cheftræner på intet tidspunkt de seneste to år været et debatemne på klubbens bestyrelsesmøder. Det har slet ikke været inde i overvejelserne hos bestyrelsen at skille sig af med ham.

Se også: Han reddede Brøndby: Derfor jeg er kommet  

Franks røde tråd
Thomas Frank er ikke bare cheftræner for Superligaen i Brøndby. Han er i de to år, han har været i klubben blevet et omdrejningspunkt i alt, hvad der foregår i den sportslige sektor.

Det er Frank, der har skabt grundlaget for hele den røde tråd i klubbens gigantiske MasterClass satsning, hvor han har indflydelse på, hvad der sker nedad i systemet.

Det er en satsning til et tocifret millionbeløb, hvor Brøndby for første gang i mange år har en sammenhæng, hvad der foregår hele vejen i systemet.

Hvis Thomas Frank blot var en almindelig fodboldtræner, var han sandsynligvis røget ud på nuværende tidspunkt, som en fremtrædende Brøndby kilde udtrykker det overfor Ekstra Bladet.

- Opmærksomheden og presset vil altid være på os i Brøndby. Om så vi vinder fem kampe i træk. Det er vilkårene for at være her. Og jeg har det faktisk godt med det pres, når jeg hver dag møder på arbejde, siger Thomas Frank.

Brøndby - 10. aug. 2015 - kl. 12:10 Godt nyt i Brøndby: Agger på vej tilbage  

Har truppen til målsætningen
På en mandag efter søndagens første sæsonpoint var humøret lidt bedre end ugen forinden. Tilfredshed er forkert et ord at bruge. Det er nærmere en lettelse bare at komme på tavlen efter den katastrofale start.

- Vi har stadig fået en meget uacceptabel sæsonstart, men vi tillader os at være tilfredse med præstationerne i de to seneste kampe. Men for at bevise, at vi er kommet afgørende videre, skal vi vinde søndag i Viborg, erkender Thomas Frank og slår fast:

- Når vi har en skadefri trup, skal ni nok indfri vores sportslige målsætning. Det er jeg slet ikke i tvivl om, fastslår han.

Daniel Agger var mandag på græs og er stærkt på vej tilbage. Brøndby-træneren er optimistisk, men tør endnu ikke sætte dato for et comeback.

- Vi håber, Daniel er hurtigt klar. Men vi tager ingen chancer. Han skal være topfit, før han er med igen, siger Brøndby-træneren.

Forventer du at have ham med mod PAOK Saloniki i næste uge?

- Det er for tidligt at sige på nuværende tidspunkt, men det er positivt, at det går fremad, siger Thomas Frank, der ligner en mand med stærkt et håb om at have landsholdsstopperen med i den vitale kamp.

Ronnie Schwartz sikrede med to scoringer klubbens første point. (Foto: Claus Bonnerup) Brøndby - 10. aug. 2015 - kl. 17:52 Efter første point: Nu får Brøndby-spillerne to fridage

88 kommentarer
Vis kommentarer