Derfor kunne Auri ikke sige nej til Brøndby

Litaueren var egentlig helst fri, men alligevel endte han for anden gang i karrieren som cheftræner for Brøndby IF

Auri Skarbalius som Viborg-træner. (Arkivfoto: Tariq Mikkel Khan)
Auri Skarbalius som Viborg-træner. (Arkivfoto: Tariq Mikkel Khan)

Auri Skarbalius troede, at han skulle have en rolig onsdag. Men så ringede telefon…

Den 42-årige litauer havde fri og var onsdag morgen i gang med at smøre madpakke til sin søn, da Brøndby-sportsdirektør Troels Bech bad ham om at komme til møde på Vestegnen.

Brøndby manglede en cheftræner, efter Thomas Frank havde fået nok af Jan Bech Andersen, og Troels Bech mente, at det var en opgave for Auri Skarbalius.

Og efter en hektisk formiddag stod Auri så der, hvor han har stået så mange gange før – og faktisk helst er fri for at stå.

I foyeren på Brøndby Stadion med kameraer og mikrofoner rettet imod sig.

- Ja, så står vi her igen!, sagde han, smilede og gik så i gang med fortælle om, hvorfor han endte med at sige ja til Troels Bechs tilbud.

Fik spark af Aldo
Han skulle lige bruge et par timer på at tænke over det, men som en moderne Tom Køhlert mente han ikke, at han kunne sige nej til klubben i en svær tid.

Heller ikke selv om han i forbindelse med sin tiltræden som U19-træner i sommer gjorde det meget klart, at han ikke skulle være førsteholdstræner igen.

- Men jeg er nødt til at gå ind i det her og er også beæret over, at klubben har spurgt mig. Her og nu er klubben vigtigst, sagde Auri Skarbalius, der kom til Brøndby som spiller midt i 90’erne og siden både har været assistent- og cheftræner på Vestegnen.

Han reddede klubben fra nedrykning i 2013. Og blev belønnet med et spark af daværende formand Aldo Petersen.

- Det er jeg meget afklaret omkring. Brøndby havde brug for en ny start dengang, og jeg havde gjort min pligt på det tidspunkt.

- Jeg følte, at sådan måtte det være, og der var ingen bad feelings. Det er også derfor, at jeg er tilbage i klubben nu i en helt anden rolle og med et andet ansvar, sagde Auri Skarbalius.

Ingen undskyldninger
At gøre sin pligt er vigtigt for Auri Skarbalius.

Mange i Brøndby siger ingen over klubben, ikke alle udlever det, men det gør Auri Skarbalius. Han skal nu være vikar resten af foråret, inden han igen skal fungere som kulturbærer og gøre klubbens talenter Superliga-klar med sin kontante Auri-pædagogik.

- Når jeg siger ja, så er det et ja, og så må jeg stå ved det. Det var ikke meningen, at det skulle ske, men nu står vi i den situation, og jeg kommer med 110 km/t.

- Jeg vil tage ansvar, og der er ingen undskyldninger. Nu går vi efter top 3, og jeg håber, at jeg kan levere et hold, der spiller i Europa til den næste træner, sagde Auri Skarbalius, der havde fået familiens accept for endnu en gang at sige ja til et job, hvor man risikerer at havne i den offentlige gabestok:

- Denne gang var det helt min egen beslutning, men selvfølgelig havde jeg afklaret med familien, at de ikke ville have noget imod det, hvis jeg besluttede mig for det.

Ikke på træningsbanen
Auri Skarbalius sagde goddag til Brøndby-spillerne, efter Thomas Frank lige havde sagt farvel.

Han var ikke på træningsbanen onsdag, men vil svinge den litauiske næve første gang torsdag. Hvad der skal ske, og hvilke ændringer vi kommer til at se på Brøndby-holdet, ville han ikke gå ind på, da han stod foran de kameraer og mikrofoner, som han aldrig kommer til at elske, men ved er et nødvendigt onde.

Sådan er han også. Lidt kedelig og ’en kamp ad gangen-agtig’.

Men det er det, som sportsdirektør Troels Bech mener, at der er brug for nu i Brøndby nu. Og han vidste i hvert fald, at Auri Skarbalius ikke siger nej, når telefonen ringer, og klubben kalder. Heller ikke på en fridag.

22 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere