Kamil Wilczek gjorde det igen. Som så ofte før, var polakken iskold, da han fik chancen.
Matchvinderrollen er blevet hverdagskost for den 31-årige polak, der nu står med syv scoringer og topscorerrollen efter sæsonens seks kampe.
Men nu scorer han ikke længere de grimme og uskønne mål. 2-0 træfferen mod AaB var en af de mere spektakulære og flotte af slagsen, da han fik bolden i feltet, tog et træk og afsluttede uden for Jacob Rinnes rækkevidde.
- Vi må kæmpe for sejren, men det var en vigtig sejr for os efter skuffelsen i Europa, siger Kamil Wilczek, der tilsyneladende er ude af billedet hos tyrkiske Besiktas.
Polakken, der kom til Brøndby i foråret 2016, har på få år vist sig som en af Brøndbys mest træfsikre nogensinde i Superligaens historie. Aktuelt er han den tredjemest scorende efter Ebbe Sand og Ruben Bagger.
- Jeg er angriber. Det er jo mit job at score mål. Det er på den måde, jeg gør mit job, smiler polakken.
Er din fremtid i Brøndby efter transfervinduet er lukket?
- Ja, hvorfor ikke. Men alle ved det er fodbold og tingene kan forandre sig hurtigt. Men jeg er meget glad for at være i Brøndby, pointerer Kamil Wilczek, der i løbet af de seneste tre et halvt år på Vestegnen har fået alle sine tre børn.
Kamil Wilczek forlængede kort før nytår sin kontrakt frem til sommeren 2020. Han er i dag den bedst lønnede spiller i Brøndby-truppen. Men polakken er alle pengene værd. Han er Brøndbys vigtigste spiller.
Brænder meget lidt
Niels Frederiksen har arbejdet sammen med Kamil Wilczek i mindre end to måneder, men er dybt imponeret over den rutinerede angriberes skarphed og koldblodighed.
- Det, der kendetegner de dygtige angribere, er, hvor mange store chancer de brænder. Kamil brænder næsten ingen store chancer. Han scorer på 19 af 20 chancer, mener Niels Frederiksen og pointerer:
- Men vi har set, at han også er dygtig til at score på de halve chancer. Kamil har en god afslutningsfod, er klog i sit valg. Det er derfor han scorer så mange mål, mener cheftræneren.
Da Simon Hedlund trak fri i starten af anden halvleg og spillede bolden til Kamil Wilczek i feltet, var assisterende træner Martin Retov hurtig med en bemærkning overfor cheftræneren.
- Martin sagde til mig, da Kamil havde fået bolden: Tager han et træk mere, så scorer han. Og sådan blev det jo. Han er så sikker med sin afslutningsfod.
Hylder hattrick-helten Pukki: - Fantastisk
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.