Efter derby-kaos: Risikerer at få Brøndby-fingeren

Både Brøndby Support og den meget toneangivende fanfraktion Alpha har tidligere truet med boykot, og ingen af dem har tilkendegivet, hvorvidt de har tænkt sig at møde op til forårspremieren i Parken

Brøndby får billetter til derbyet i Parken, men opgøret mellem FCK og Brøndby risikerer fortsat at blive ramt af en boykot fra de blå-gule fans. Foto: Jens Dresling
Brøndby får billetter til derbyet i Parken, men opgøret mellem FCK og Brøndby risikerer fortsat at blive ramt af en boykot fra de blå-gule fans. Foto: Jens Dresling

Der kommer Brøndby-fans i Parken til opgøret mod FC København 19. februar, men derbyet risikerer fortsat at blive ramt af en blå-gul boykot.

For selv om de to klubber sent onsdag eftermiddag – i hvert fald for en stund – begravede stridsøksen, så betyder det langtfra, at alle problemer er løst.

Faktisk er situationen for Brøndbys fans nøjagtig den samme, som den hele tiden har været. Klubben fra Vestegnen får kun 1400 billetter til derbyet på et aflangt afsnit på D-tribunen bag det ene mål.

Det var de to forhold – det lave billetantal og afsnittets udformning – der fik klubbens fans til at true med en boykot, og truslen om en boykot er ikke drevet over.

Hverken Brøndby Support eller den meget toneangivende fanfraktion Alpha har tilkendegivet, hvorvidt de boykotter forårspremieren i Parken.

Der er i øjeblikket en heftig intern dialog om, hvordan man skal forholde sig til det kommende derby, og i en fælles udmelding onsdag fortalte Brøndby Support og Alpha om deres overvejelser.

Det skete umiddelbart efter, at Brøndby havde fået at vide, at deres udebaneafsnit i Parken var inddraget.

- Vi overvejede en boykot, fordi for os er grænsen overskredet, når vi bliver skåret kraftigt i antal billetter og bliver tilbudt fysiske begrænsninger, som hæmmer den vokale og visuelle opbakning - uden en holdbar begrundelse.

- Det er ikke noget, vi ønsker at støtte op omkring, skrev Brøndby Support og Alpha i en fælles udmelding på Brøndby Supports hjemmeside.

De to fan-grupperinger nævnte desuden, at de ingen grund havde til at tro, at de 1400 billetter, FCK havde tilbudt dem på en aflang tribune, ’ikke er en permanent løsning’.

Det ligger fast, at Brøndby mandag eftermiddag starter billetsalget til derbyet, men om den officielle fanklub og stemningsskaberne fra Alpha ønsker at bakke op om opgøret, er stadig særdeles tvivlsomt.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger skulle holdningerne være meget delte.

Nogle vil se handling fra FC Københavns side, før de sætter deres fødder i Parken igen, andre er parate til at tage i nationalarenaen, og så er der tvivlerne, der først beslutter sig i sidste øjeblik.

Ud over de interne drøftelser i Brøndbys fanmiljø er der dialog med førende fans i andre Superliga-klubber.

Som Ekstra Bladet kunne beskrive torsdag, er det ikke kun Brøndby-fans, der føler sig skidt behandlet i Parken.

Se også: Slagter 'groteske' Parken-forhold: 'De har fået dyrere billetter billigere'

Derfor kan de blå-gule fans formentlig forvente sympatierklæringer fra andre klubbers fans, hvis de ender med at boykotte derbyet i Parken.

Brøndby IF håber naturligvis på den bedst mulige opbakning til den svære udekamp og vil være ærgerlig, hvis det skulle ende med en boykot fra Brøndby Support og Alpha.

Omvendt har klubben forståelse for, hvis nogle af dens fans ikke ønsker at komme til opgøret i Parken.

Ekstra Bladet har i den seneste dage flere gang forsøgt at få en kommentar fra Brøndby Supports næstformand, Sarah Agerklint. Desværre forgæves.

I starten af februar sagde hun til BT, at Brøndby-tilhængere på det kraftigste overvejede at blive væk:

’Som det ser ud lige nu, boykotter vi’.

Når derbyet - med eller uden Brøndby Support og Alpha på D-tribunen - er afviklet, vil FC København og Brøndby sætte sig sammen og drøfte, hvilke forhold de gæstende fans skal tilbydes i fremtiden.

Fra Vestegnen er meldingen klar: Man ønsker ikke bare snak, men ændringer, så derbyet 19. februar bliver det sidste, hvor Brøndby må nøjes med 1400 pladser på et aflangt afsnit…

Ud over opgøret 19. februar skal de to ærkerivaler mødes to gange i slutspillet. ligesom der er en mulighed for, at de kan rende ind i hinanden i pokalturneringen.

Se også: Slagter 'groteske' Parken-forhold: 'De har fået dyrere billetter billigere'

Meget tyder på, at kampen mellem FCK og Brøndby skal spilles uden de blå-gules fans. Foto: Jakob Jørgensen Allan Olsen - 8. feb. 2017 - kl. 16:35 Efter FCK og Brøndby-fuck up: Er I vanvittige!

 

91 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere