Elmander: Min sidste chance for Europa

- Jeg leverede ikke de første ti måneder i Brøndby og derfor var kritikken berettiget, men nu går det stærkt fremad, mener Johan Elmander

Johan Elmander har været stærkt spillende for Brøndby i Europa. Torsdag får han en nøglerolle mod PAOK Saloniki, hvor det måske er en af hans sidste chancer for et europæisk gruppespil.. (Foto: Jens Dresling)
Johan Elmander har været stærkt spillende for Brøndby i Europa. Torsdag får han en nøglerolle mod PAOK Saloniki, hvor det måske er en af hans sidste chancer for et europæisk gruppespil.. (Foto: Jens Dresling)

Du kan aldrig mærke på Johan Elmander om det går supergodt eller han er nede i en spillemæssig bølgedal. Han er en af den slags mennesker, der altid oser af overskud. Af energi og af glæde.

Han har netop sat sig til rette i Vilfort Lounge med en vandflaske foran sig og udsigt til sin arbejdsplads - Brøndby Stadion, da Rezan Corlu kommer humpende forbi på krykker.

Den sympatiske svensker rejser sig, trøster stortalentet og giver ham et par opmuntrende bemærkninger med på vejen. Corlu har brug for opbakningen, efter han er blevet korsbåndsskadet og er ude af spillet det kommende år.

Sekvensen er typisk for Elmander. Som en af de rutinerede i Brøndby-truppen tager han altid ansvar. Ikke kun på banen, men i sandhed også udenfor, hvor ingen kan følge med.

Når Brøndby-spillerne i morgen aften kort før kampstart sidder i omklædningsrummet og gør klar til mødet med PAOK Saloniki, tager Johan Elmander med sikkerhed ordet. Han vil råbe højt og forsøge at opildne sine medspillere.

Det handler om at finde tændingen, om at få pulsen op. Men Johan Elmander har også et klart budskab så tæt på Brøndbys vigtigste kamp i sæsonen. Et budskab den 34-årige svensker har funderet lidt over.

Se også: Godt nyt for Brøndby: Daniel Agger starter inde i EL-brag

Måske den sidste chance
- Jeg har faktisk tænkt en del over, at det her måske er min sidste chance for et europæisk gruppespil. For andre kan det også være den eneste chance de får for sådan en oplevelse. Derfor er det vigtigt vi finder et spændingsniveau. Det er en svær opgave, men den chance vi har, er stor. Vi står meget tæt på gruppespillet. Det handler om at gribe chancen, selv om grækerne er favoritter, siger 34-årige Johan Elmander til Ekstra Bladet.

Johan Elmander kender alt til betydningen af at spille europæisk gruppespil. Det er ti år siden han prøvede det første gang med Brøndby.

Dengang var det UEFA Cup-gruppespillet. En udfordring, der indirekte var med til at sende ham videre i karrieren. Først til Toulouse, siden til Bolton, Galatasaray og senest Norwich, inden han vendte hjem til Brøndby efter otte års fravær.

- Som fodboldspiller vil du altid være med, hvor det er sjovest. Dér hvor udfordringerne er de største. Det er de ude i Europa. Derfor skal vi også gøre alt for at forsøge at gribe den chance, vi nu har fået, siger Johan Elmander.

Se også: Hemmeligheden bag Pukkis mange mål: Ham kan Brøndby takke  

Kritikken var rimelig
Det er ét år siden han vendte hjem til Vestegnen. Han var udråbt som frelseren, da han kom tilbage og valgte kærligheden – Brøndby – frem for pengene i en anden og større liga.

Men han kom skævt i gang og fandt aldrig for alvor rytmen og stabiliteten i sit spil i den første sæson. Èt mål scorede han i Superligaen - mod FC Nordsjælland i august sidste år.

Men den sympatiske svensker blev også ramt i begyndelsen af sæsonen, da hans far pludselig døde. Når man mister en af sine nærmeste, kan det ikke undgå at påvirke mentalt. Og det kunne også ses på fodboldbanen, hvor Elmander ikke ramte det niveau, han havde håbet på.

- De første ti måneder efter jeg er kommet tilbage til Brøndby, var jeg ikke tilfreds med. Jeg scorede ikke de mål, jeg havde håbet på. Derfor var kritikken også berettiget, siger Johan Elmander.

Udover faderens død havde han andre udfordringer i privatlivet, som ikke kunne undgå at påvirke ham, når han gik på arbejde på fodboldbanen.

Men svenskeren har aldrig været typen, der søger efter undskyldninger, hvis han ikke præsterer.

- Fodboldverdenen er sort eller hvid. Der er kontant afregning. Jeg ser fremad, for jeg synes, at det er gået meget bedre for mig de seneste to måneder, siger Johan Elmander, der har været mest på bænken i Superligaen og mest på banen i Europa.

- Det er træneren, der sætter holdet, og det har jeg respekt for, men jeg vil gerne spille hver gang, påpeger han.

Se også: Arnesen takkede nej: Nu kan Brøndby gafle jamaicaner  

Har fundet roen
Han har har fået glæden tilbage og sprudler også af både energi og spillelyst..

- Jeg føler, jeg hviler mere i mig selv nu. Jeg har fundet roen. De første to måneder af sæsonen er gået godt. Jeg har scoret fire mål og haft en del assist, smiler Johan Elmander, der håber, han nu kan ramme et stabilt spillemæssigt niveau.

Johan Elmander har været på bænken i Superligaen, men Brøndbys frontfigur i denne sæson i Europa. Han har spillet samtlige seks kampe fra start og har bidraget til, at Brøndby har tre sejre og tre uafgjorte i denne sæson.

- Det er afgørende vi kommer fra Saloniki med et godt resultat. 1-1 vil være et ønskeresultat for os, siger Elmander.

Teemu Pukki scorer for Brøndby IF til 0-1. Foto: Anders Brohus Allan Olsen - 16. aug. 2015 - kl. 22:29 Er Brøndby ude af krisen nu?

6 kommentarer
Vis kommentarer