Exit Zorniger: Brøndby jagter afløser

Vi melder onsdag ud, hvem der skal afløse Zorniger, siger sportsdirektør Ebbe Sand

Vores mand i Brøndby og sportschef Allan Olsen i studiet sætter ord på den pludselige fyring af Alexander Zorniger. Producer: Martin Lorentsen

BRØNDBY (Ekstra Bladet): For tre år siden, da Thomas Frank tog sit gode tøj og gik, efter Jan Bech Andersen havde angrebet cheftræneren og flere spillere i den såkaldte Oscar-gate på sociale medier, fik Brøndby en midlertidig træner i Auri Skarbalius.

Samme løsning laver klubben igen, hvor Alexander Zorninger har fået sparket som cheftræner på Vestegnen.

På mandagens velbesøgte pressemøde blev den midlertidige afløser for Alexander Zorniger imidlertid ikke meldt ud.

- Vi vil først onsdag melde ud, hvem der afløser Zorniger, siger sportsdirektør Ebbe Sand.

Brøndby sigter mod en midlertidig løsning, som kan lukke hullet i resten af sæsonen. Derved får Ebbe Sand arbejdsro til at sikre, hvem der skal være den permanente løsning på sigt i Brøndby

Fornem afsked med Zorniger
Alexander Zorniger blev sparket ud mandag formiddag oven på en elendig start på foråret med blot ét point i de to kampe mod FC Nordsjælland og Esbjerg.

Det, der tændte alarmklokkerne, har helt klart været den manglende spillemæssige udvikling fra efteråret til foråret. Lavpunktet kom søndag i Esbjerg med 1-2 nederlaget, hvor Brøndbys spil var fuldstændig usammenhængende i 85 minutter af opgøret.

Presspillet fungerede ikke, og forsvaret sejlede i perioder rundt i opgøret, hvor Brøndby langtfra havde det spillemæssige udtryk, som Alexander Zorniger havde ønsket.

Zorniger skabte en vinderkultur. Han har bragt den tyske mentalitet til Danmark og tog afsked fra Brøndby med maner.

Tyskeren takkede fans, klubben og Jan Bech Andersen for at have fået chancen i Brøndby.

Alexander Zorniger stillede op på pressemødet og kom med et statement. Siden gik han rundt til samtlige pressefolk og gav dem hånd og takkede for samarbejdet gennem to et halvt år.

Alexander Zorniger stod med en Brøndby-trøje, hvor der stod ’Stolthed’ over brystet på tyskeren.

- Jeg takker Brøndby, fordi jeg fik chancen. Jeg synes, vi har udrettet meget og været med til at flytte klubben, sagde han.

Ebbe Sand og klubbens ledelse valgte at fyre tyskeren, fordi der ikke er sket en udvikling i forårets to kampe.

- Vi er i en situation, hvor resultaterne er udeblevet, når vi ser på spillermateriale og det potentiale, der er i truppen.

- Vi skal have flere point på kontoen. På den korte bane med i slutspillet og i top-3. Derfor tager vi afsked med Alexander Zorniger, men han fortjener også ros for det store arbejde, han har gjort hos os, siger Ebbe Sand.

1 af 2 Foto: Lars Poulsen
2 af 2 Foto: Lars Poulsen
53 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere