BRØNDBY (Ekstra Bladet): Brøndby-tilhængerne gjorde alt for, at det skulle blive en ny stor europæisk aften, men de måtte gå halvskuffede hjem.
Deres helte lykkedes ikke at score mod Hajduk Split i Europa Leagues 3. kvalifikationsrunde, men håbet om et gruppespil lever fortsat på Vestegnen.
For kroaterne fik heller ikke scoret, og selv om de formentlig er væsentlig mere tilfredse med 0-0 end Brøndby, kan reglen om flest scorede udebanemål nu komme de blå-gule til gode om en uge i Kroatien.
Én dansk scoring i Split, og Hajduk er tvunget til at lave to for at komme videre.
Stemning på Brøndby Stadion var elektrisk fra start. Tilhængerne på Sydsiden var virkelig klar til kamp, og de mange medrejsende Hajduk Split-tilhængerne deltog gerne i sangkampen.
På banen var Brøndby-spillerne også klar til opgøret mod kroaterne, og deres aggressive pres passede ikke Hajduk.
Første chance tilfaldt dog traditionsklubben fra Kroatien, da Savvas Gentzoglou fik bolden på kanten af feltet, men Svenn Crone kastede sig og fik rettet skuddet så meget af, at det gik forbi Rønnows mål.
Samme Crone gled kort efter igennem i venstre side, men hans flade indlæg tæt under mål fandt ingen gul holdkammerat.
Midt i halvlegen var Hany Mukhtar tæt på med et frispark, som Dante Stipica i Hajduk-målet kun klarede med besvær.
Alexander Zorniger havde inden opgøret talt om, at hans hold skulle kontrollere omstillingerne. Det handlede om midt i presset ikke at blive ramt af en kroatisk kontrakniv.
Den del var der styr på i 1. halvleg, men Brøndby havde til gengæld vanskeligt ved at nedbryde den velorganiserede kroatiske defensiv.
Kevin Mensah havde fået chancen i stedet for karantæneramte Jan Kliment, og den hurtige angriber fik en god mulighed ti minutter før pausen, da Hajduk smed bolden væk på egen halvdel.
Men Mensah sparkede snert forbi, så de 12.535 tilskuere på Brøndby Stadion fik ingen scoringer i 1. halvleg.
De var tæt på at få én i 48. minut, da Mukhtar med et skarpt træk i Hajduk-feltet bragte sig i en fin skudposition. Desværre for de blå-gule manglede tyskerens afslutning præcision.
Topscorer Teemu Pukki fik ti minutter inde i halvlegen afsluttet tæt under mål efter et hjørnespark, men via en kroatisk fod sneg bolden sig lige forbi. Heller ikke heldet var med Brøndby.
Zorniger smed Kamil Wilczek på banen i jagten på en scoring. Polakken har før scoret skønne grimme mål, men nåede ikke at sætte noget målaftryk i en chancefattig 2. halvleg, hvor Paulus Arajuuri så rødt i overtiden.
Han er derfor ikke med, når Brøndby næste torsdag er på en svær opgave på Stadion Poljud i Split.
Hajduk har vundet otte af sine ti seneste hjemmekampe i Europa, men heldigvis for Brøndby får de på grund af en UEFA-karantæne ikke støtte af deres fanatiske fans om en uge – og heldigvis fik de ikke noget udebanemål med hjem fra Vestegnen.
Alt er fortsat helt åbent.
Don Ø bekræfter Laudrup-ønske: Men ikke som træner
Europa League-dommen: To videre og et hold ved endestationen
Kom helt tæt på Brøndbys nye Fisker: Der er en socialist gemt i mig