Fisker jubler: Drømmeskifte... det er jo Brøndby

Alexander Zorniger og fansene var en væsentlig årsag til at Brøndby kaprede Randers FC-kreatøren

Det er et regulært drømmeskifte for Kasper Fisker at skifte den lyseblå Randers FC-trøje ud med Brøndbys gule.

Det lægger hovedpersonen selv ikke skjul på, da Ekstra Bladet lidt tilfældigt støder ind i Brøndbys første store sommer-signing.

- Det er jo Brøndby!

- Det er det hele. Klubbben, historien, fansene og det at komme til et tophold. Det hele kommer jo op på et nyt niveau, jubler Brøndbys nye nummer otte.

Kasper Fisker har med sin energiske stil udviklet sig til en fan-favorit i Randers FC, og gentagne gange i samtalens løb snakker han begejstret om, hvordan det bliver at tage den stil ind foran Sydsiden og opleve tilhængerne.

- Det jeg virkelig glæder mig til er at spille foran de fans. Og så ser jeg frem til Alexander Zornigers professionalisme og iver for altid at gøre det bedre og træne sig bedre, siger Kasper Fisker og uddyber:

- Jeg føler, at jeg er god til at være chanceskabende og energisk i kampene, hvilket passer godt til Brøndby. Samtidig ligger presspillet godt til mig, så jeg føler, at jeg passer godt til det som Brøndby vil, siger Kasper Fisker som også ser frem til at være del af et hold, hvor det offensive indtryk ikke står og falder med ham.

- Frem over kommer jeg til at være del af et hold med Hany Mukhtar, Teemu Pukki og mange flere. Det betyder, at der er lidt flere navne, der bliver berørt i modstandernes omklædningsrum, så det ikke kun handler om at lukke Kasper Fisker ned.

- Generelt har Brøndby langt flere offensive strenge at spille på, og holdet skaber langt flere offensive aktioner i hver kamp end jeg har været vant til... og så bliver det rigtig sjovt at være en del af et tophold, siger Kasper Fisker, der skifter nu, selv om det er ganske få måneder siden, at han underskrev en fem-årig forlængelse i Randers FC.

- Grunden til, at jeg forlængede, var, at jeg var glad for at være i klubben. Men tanken var også, at når der var ro på fremtiden, så kunne jeg bedre koncentrere mig om at hæve præstationerne. Gjorde jeg det, så skulle der være nogle der bød sig til, siger han.  

- Randers FC har gjort det sindssygt godt af en klub, der har målsætning om top seks. Men nu kommer jeg til et tophold, hvor målet er medaljer og chancerne for at komme ud i Europa er noget større, konstaterer Kasper Fisker.

Kasper Fisker her i en duel mod Christian Nørgaard. Nu bliver de holdkammerater. Kasper Fisker spiller de kommende tre sæsoner i Brøndby. Foto: Jens Dresling. Brøndby - 26. jun. 2017 - kl. 11:14 Her er prisen: Så meget betaler Brøndby for Fisker

62 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere