For første gang i 12 år: Overskud i Brøndby

Årets overskud på Vestegnen ventes at lande på 10-12 mio. kr. i stedet for 12-22 mio. kr., fordi der er investeret i spillertruppen og indtægterne er lidt lavere, fordi efteråret har budt på svingende præstationer

Det har været lidt dyrere end forventet at erstatte Frederik Rønnow, Christian Nørgaard og Teemu Pukki. Derfor bliver overskuddet på vestegnen ikke så stort som forventet for tre måneder siden. Foto: Jonas Olufson.
Det har været lidt dyrere end forventet at erstatte Frederik Rønnow, Christian Nørgaard og Teemu Pukki. Derfor bliver overskuddet på vestegnen ikke så stort som forventet for tre måneder siden. Foto: Jonas Olufson.

For første gang i 12 år har Brøndby udsigt til et plus på bundlinjen, når årsregnskabet gøres op om et par måneder.

Men overskuddet bliver ikke så stort som forventet ved halvårsregnskabets aflæggelse. På det tidspunkt i august lød forventningerne på et plus på 12-22 mio. kr.

Nu er forventningerne skruet ned til et overskud i 10-12 mio. kr.

Det er det, fordi der den seneste periode er foretaget en del investeringer både i kommercielle aktiviteter, så som fanzonen bag Sydsiden, og i spillertruppen.

Det var bestemt ikke gratis for Brøndby at erstatte spillere som Frederik Rønnow, Christian Nørgaard og Teemu Pukki. Det kom til at koste lidt mere end forventet.

Årsagen til, at overskuddet forventet lidt lavere end forventet hænger også sammen med, at Brøndby i efterårssæsonen ikke har præsteret på det niveau, som klubbens ledelse har forventet.

'Men vi er tilfredse...'
Det får indflydelse på tv-, entré og kampdagsindtægter. Brøndbys forventede overskud kan også blive påvirket af, hvis ikke klubben opfylder målsætningen om at slutte på en tredjeplads til nytår.

- Vi forventer i dag, at vi i 2018 kommer ud med et overskud på mellem 10 og 12 mio. kr., så selvom vi har været påvirket af, at vi i en periode ikke har ramt samme høje sportslige niveau som de sidste par sæsoner, er det stadig et forventet overskud, vi er tilfredse med i et år med mange investeringer på og uden for banen.

- De sidste par sæsoner har den sportslige sektor leveret rigtig flot i forhold til budgettet, så at vi nu i en periode har haft svært ved at ramme samme niveau, gør at vi har måttet justere vores overskud, men vi er tilfredse med, at vi forventer at levere det første overskud i mange år og det bedste årsresultat siden 2006, siger klubbens direktør Jesper Jørgensen i en kommentar på klubbens hjemmeside til  kvartalsregnskabet.

Marvin Schwäbe er en af dem, som Brøndby måtte investere i, da Frederik Rønnow rejste. Investeringerne i spillertruppen blev lidt højere end forventet. Blandt andet derfor bliver overskuddet for 2018 lidt mindre end forventet i Brøndby. Foto: Jens Dresling, Polfoto.
Marvin Schwäbe er en af dem, som Brøndby måtte investere i, da Frederik Rønnow rejste. Investeringerne i spillertruppen blev lidt højere end forventet. Blandt andet derfor bliver overskuddet for 2018 lidt mindre end forventet i Brøndby. Foto: Jens Dresling, Polfoto.
 

Fremgang over hele linjen
I Brøndby kan man stadig glæde sig over, at der er fremgang over hele linjen. Det gælder  stærkt stigende sponsorindtægter og en markant stigning i salget af merchandice.

På sponsorsiden har Brøndby oplevet en fremgang på hele 25 procent i årets første ni måneder. Fra 37,1 mio. kr. til 46,6 mio. kr.

Salget af merchandise er i de første ni måneder steget med næsten 50 procent - fra 9,9 mio. kr. til 14,8 mio. kr.

Derudover har Brøndby også med flere end 12.000 solgte sæsonkort oplevet rekordstor interesse på den front.

Markant stigning i omsætningen
Klubbens omsætning er steget fra 106,9 mio. kr.til 141,5 mio. kr. i årets første ni måneder.

- Som de fleste andre virksomheder der øger omsætningen væsentligt, er der både investeringer og omkostninger forbundet med vækst, og vi har vist, at vi ikke er bange for at investere i blandt andet vores fans, mens vi vækster.

- Derudover ser man også i regnskabet, at vi har en stigning i omkostningerne. Det kommer netop af den øgede aktivitet, og så var der herudover også omkostninger forbundet med, at vi i sommer valgte at lave en væsentlig omstrukturering i Brøndby Masterclass, ligesom vi i sommeren 2018 har investeret i nye spillere til spillertruppen som erstatning for de spillere, der forlod os, efter et flot forår hvor vi vandt pokalfinalen, tilføjer Jesper Jørgensen.

Indtægterne på entre- og tv-siden er steget med 12,2 mio. kr. i forhold til sidste år. Men stigningen havde været endnu mere markant, hvis Brøndby ikke havde haft så mange sportslige udsving i efteråret.

Resultatet før skat udgør et overskud på 26,4 mio. kr. efter de første ni måneder men som sagt er det forventningen, at overskuddet lander nede i niveauet 10-12 mio. kr. under forudsætning af, at holdet slutter i top-3.

Samtidig har storaktionær Jan Bech Andersen forlænget sin støtteerklæring, som han gav i forbindelse med aflæggelsen af årsrapporten for 2017. Nu er rigmanden klar til at hjælpe med økonomisk indsprøjtning, hvis der pludselig bliver lavvande i kassen frem til september 2020. Brøndby har en låneramme på 18 mio. kr. hos Jan Bech Anderse. Så sent som i september optog klubben et lån på fem mio. kr. hos rigmanden. Det har været nødvendigt for Brøndby, fordi likviditeten har været under pres.

Der var kun 800.000 kr. i kassen med udgangen af september. Klubben har derfor også trukket på 12,4 mio. kr. på selskabets trækningsret.

Se også: Nicolai J. blev degraderet i FCK efter bytur med Brøndby-ven

Se også: Tibbling-agent: Mærkelig situation i Brøndby

Se også: Forhadt FCK-stjerne: Jeg vil virkelig gerne score foran Sydsiden

242 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere