Håb for Brøndby: Kalle gør store fremskridt

I bedste fald er Thomas Kahlenberg tilbage på Brøndbys hold i slutningen af september

Thomas Kahlenberg er måske tilbage allerede i september. I værste fald først til oktober. I næste uge begynder han løbetræningen på græs. (Foto: Gregers Tycho)
Thomas Kahlenberg er måske tilbage allerede i september. I værste fald først til oktober. I næste uge begynder han løbetræningen på græs. (Foto: Gregers Tycho)

Brøndby savner og nærmest skriger efter at få styrmanden på midtbanen – Thomas Kahlenberg – tilbage på holdet. Der er ingen lederfigur. Ingen til at svinge taktstokken. Ingen til at sætte kursen.

Måske vender Brøndby-kaptajnen tilbage hurtigere end forventet. Alt er i hvert fald gået super-godt efter den hofteoperation, han fik foretaget på en klinik i Tyskland 21. maj.

– Det går faktisk rigtig godt. Alt kører helt efter planen. Jeg har hidtil løbetrænet i en tyngdekraft-maskine. Planen er, at jeg i løbet af én uges tid skal til at løbe normalt, siger Thomas Kahlenberg til Ekstra Bladet.

Thomas Frank har nok at bekymre sig om for tiden. Her er et bud på hans fem største udfordringer. (Foto: Jens Dresling) Brøndby - 3. aug. 2015 - kl. 12:55 Derfor sejler Brøndby rundt lige nu

Den første melding handlede om en pause på fire-fem måneder. Det betyder, at han er tilbage i slutningen af september eller i værste fald én måned senere.

Kahlenberg tør ikke på nuværende tidspunkt spå om, hvor langt et comeback er væk. Men han ser meget optimistisk på sin situation.

– Det vigtigste var, at smerterne i hoften kom væk. Det er de nu. Så må jeg se, hvor lang tid det tager at komme i den rigtige fodboldform. Men jeg er overbevist om, at jeg nok skal komme tilbage på mit niveau, siger Thomas Kahlenberg.

Føler sig magtesløs

Som holdets kaptajn gør det ekstra ondt at følge med i resultaterne, når man ikke kan påvirke tingene på banen.

– Det er bestemt ikke sjovt for dem, der spiller, når tingene ikke fungerer. Men jeg skal også love for, at det er svært at se på. For jeg føler mig lidt magtesløs, når man i min situation ikke har mulighed for at gøre en forskel, som jeg så gerne vil, forklarer Thomas Kahlenberg

På trods af, at han er skadet, tilbringer han rigtig meget tid i klubben. Ikke mindst for at støtte holdkammeraterne i den svære situation, som Brøndby befinder sig i her og nu.

– Den eneste måde, vi kan komme ud af det her på, er at vinde fodboldkampe. Det starter forhåbentligt allerede på torsdag, siger en optimistisk Thomas Kahlenberg.

Se også: Krisen i Brøndby: Frank er fredet - lidt endnu

Se interview med Thomas Frank her

58 kommentarer
Vis kommentarer