Hooligan-slagsmål var aftalt: - Voldsparate unge mænd

Slagsmålet mellem to grupper hooligans i København søndag eftermiddag var ifølge politiet aftalt på forhånd

Det gik voldsomt for sig, da hooligans stødte sammen på Vesterbro i København søndag eftermiddag. Video: Ekstra Bladet

Det var sandsynligvis aftalt på forhånd, da hooligans med hang til FC København og Brøndby søndag eftermiddag slog sig løs på Vesterbro i København før de to klubbers møde i Parken.

Det mener Københavns Politi dagen derpå.

- Vi kan ikke sige med 100 procent sikkerhed, hvordan det opstod, men det, vi ved, er, at der sad en gruppe hooligans omkring et værtshus. De bevæger sig lidt rundt i området, og så kommer der en anden gruppe og overfalder dem. Vi har en stærk formodning om, at det var aftalt på forhånd, siger vicepolitiinspektør Jesper Bangsgaard til Ekstra Bladet.

Foto: Ekstra Bladet
Foto: Ekstra Bladet

Brøndby-tilhængere havde ikke adgang til opgøret i Parken, men befandt sig alligevel på Vesterbro i København få timer før kampstart. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger var det dem, der sad omkring værtshuset.

Ifølge politiet var der 40-50 personer i området omkring værtshuset, mens den anden gruppe var lidt større. Jesper Bangsgaard tøver ikke med at konkludere, at der var tale om hooligans med et klart mål.

- Vi er kede af at kalde dem fans, for det er ikke fodbolden, der er i centrum. Det er volden, og derfor vil vi hellere benævne dem som hooligans. For det er det, de er.

- Det er nogle grupper, som vi desværre kender alt for godt i forvejen, og det er ikke fodbolden, der er omdrejningspunktet. Det er volden. Fodbolden er undskyldningen, de skyder det ind under. Det er en flok voldsparate unge mænd, hvor det moralske kompas er helt ude af kurs. Og de benytter så et tilhørsforhold til en eller anden gruppering til at opnå deres mål, som er at slås, siger Jesper Bangsgaard.

I alt fire personer blev anholdt søndag. Tre for at deltage i slagsmålet, mens en enkelt blev sigtet for at kaste genstande efter politibetjente.

Flere af de implicerede kan dog godt forberede sig på endnu et møde med ordensmagten.

- Vi går i gang med at indhente videomateriale, og så har vi nogle grupper, der kender de her hooligans rigtig godt, og så går de i gang med at se, hvor mange de kan genkende, af dem der deltog i slagsmålet. De forsøger jo at maskere sig, men i løbet af slagsmålet er der noget maskering, der falder lidt af, og nogle kan de genkende på andre måder. Dem vil vi så komme efter, siger Jesper Bangsgaard.

Et par betjente blev ramt af kasteskyts i forbindelse med urolighederne, men ingen kom ifølge Jesper Bangsgaard alvorligt til skade.

Kampen på banen sluttede 0-0.

Flere maskerede sig, men Københavns Politi vil alligevel forsøge at finde frem til de implicerede. Foto: Ekstra Bladet
Flere maskerede sig, men Københavns Politi vil alligevel forsøge at finde frem til de implicerede. Foto: Ekstra Bladet

Artem Dzyuba er stjernen på det russiske EM-hold og blev suveræn topscorer i EM-kvalen. Foto: Murad Sezer/Ritzau Scanpix Sport og Spil Tyveri, utroskab og forsvar af hooligans: Kontroversiel kæmpe kommer til Danmark

Jo, jo. Alle i Danmark kender kampen mellem Brøndby og FCK - men der findes en række derbies, som er mere vildere. Foto: Jens Dresling Sport og Spil Vilde derbyer du (måske) ikke kender
251 kommentarer
Vis kommentarer