Attituden fortalte alt, da Rasmus Lauritsen vandt en duel og fejrede det som en stor sejr på banen.
Med et prisskilt på 15 mio. kr. har Rasmus Lauritsen været en af Brøndbys største investeringer, men det er ikke meget man har set til ham, siden indkøbet fra Dinamo Zagreb i slutningen af januar.
Men søndag spillede han for første gang fra start i det centrale forsvar. Og han ligner en spiller, der kommer til at sætte sig stærkt på den position på et Brøndby-mandskab, der allerede fra sommer skal indlede guldjagten.
- Det her var en blanding af lettelse og lykke. Det har virkelig været en frustrerende periode, jeg har været gennem, siden jeg kom til Brøndby, siger Rasmus Lauritsen og uddyber:
- Da jeg kom, troede vi, at jeg var længere fremme, end tilfældet har været. Men nu er jeg her. Og min plan er, at jeg skal spille hver gang. Det er derfor jeg er kommet til Brøndby, forklarer Rasmus Lauritsen, der spillede fra start for første gang siden oktober.
Det var ikke perfekt
Han erkender, han skulle have banket lidt rust af før pausen mod AGF, men viste lederskab i anden halvleg, da Brøndby kom under pres og boldene trillede rundt om feltet.
- Det her var ingen perfekt kamp fra os. Vi har meget mere i os, og det skal vi nu vise hver gang.
- Men jeg kan love for, jeg hellere vil vinde 1-0 på den her måde, frem for at spille champagnefodbold og tabe. Nu skal vi bygge på basen og vise attituden. For vi har meget mere i os, mener Rasmus Lauritsen, der erkender, at truppen har været hårdt ramt efter tre nederlag i træk.
- Vi kan tale om potentiale, men det skal altså vises på banen hver gang. Det skal forløses, påpeger han.
Jesper Sørensen var mere end tilfreds med sin forsvarsstyrmand i 1-0 sejren over AGF.
- Han leverede mere, end jeg havde forventet. Han gjorde virkelig, hvad han kunne og det er svært at levere, når man ikke har spillet på højeste niveau i lang tid, siger Jesper Sørensen.
Fik aldrig taget på kampen
Det var primært sejren, som Brøndby-træneren kunne glæde sig over. For han erkendte, at det spillemæssigt var langt under, hvad man normalt bør forvente.
- Det her var ingen skønforestilling fra vores side. Det var en kamp, vi aldrig fik taget på.
- Vi var heldige, spillede slet ikke frigjorte og kom til at beskytte os alt for meget efter pausen.
- Vi savnede offensive ideer. Specielt i forhold til udførelsen. Vi kom til at ligne nogle, som faldt over de samme sten flere gange, mener Brøndby-træneren, der nu øjner en europæisk plads langt ude i horisonten.
Viborg er syv point foran, mens AGF er seks point foran Brøndby.
- Så længe der er en mulighed, vil vi gå efter den play-off kamp til Europa. Vi er i en dårlig position, men vi vil jagte den, siger Jesper Sørensen.