Auri Skarbalius har haft mange funktioner i Brøndby IF. Han har været spiller, cheftræner og U19-træner.
Til sommer forlader han klubben.
Skarbalius har valgt at stoppe i klubben i denne omgang, fordi han ganske enkelt ønsker at prøve noget.
- Det har været en stor ære at arbejde med de ældste talenter i Brøndby IF, siden jeg kom tilbage i 2015. Jeg tror meget på at udfordre spillerne på det mentale plan og modne dem.
- Det er nemt at klappe folk på ryggen, når det går godt, men når der for første gang opleves lidt modgang, så skal spilleren også have det at vide. Her skal vi trænere give spilleren værktøjer til at komme styrket videre, så de bliver klar til at tage springet op som seniorspiller, siger Auri Skarbalius til Brøndbys hjemmeside og forklarer:
- Som talenttræner har jeg arbejdet meget med, at udviklingen er vigtigere end at vinde hver en kamp for enhver pris. På den baggrund føler jeg, at vi har lykkedes med at rykke os på mange punkter i Brøndby Masterclass, især på det mentale plan, og det gør mig stolt. Jeg kan dog mærke, at jeg gerne vil ud og prøve noget mere i min trænergerning.
- I min verden er det ikke fair at møde op på arbejde uden at have hele hjertet med. Derfor fortalte jeg Troels, at jeg stopper til sommer, da jeg gerne vil prøve kræfter med noget andet. Det accepterede han, hvilket jeg sætter pris på.
Klubben er ærgerlige over at miste klubmanden.
- Vi er kede af at sige farvel til Auri, men har forståelse for, at han ønsker at prøve kræfter med noget andet. Auri har med sine kompromisløse facon været vellidt i klubben, og ingen er i tvivl om, at vores talenter har nydt godt af Auris erfaring og professionelle attitude.
- Auri har altid været en klubmand med både blågult hjerte og hjerne, og det har de forgangne to år i klubben været vidnesbyrd på. Han har stillet sig selv til rådighed, når klubben har kaldt, og det sætter vi pris på. Vi ønsker ham alt mulig held og lykke med fremtiden, siger Troels Bech.
Skarbalius var i foråret 2016 træner for førsteholdet, efter Thomas Frank valgte at stoppe, og han har siden 2015 været i Brøndby som træner for U19-holdet. Tidligere har han haft trænerjob for blandt andet HB Køge og Viborg FF.
Brøndby IF meddeler, at Auri Skarbalius har valgt at stoppe som cheftræner for de blå-gules U19-hold. Han afløses af Frederik Birk, der hidtil har været assistent for Auri Skarbalius.
- Da jeg havde ansvaret for holdet, tændtes en cheftrænerild i mig, og jeg kunne godt mærke, at det var noget, jeg nød og trivedes med, og jeg kunne godt se mig selv i den stilling i fremtiden. Så ved udgangen af det halve år, jeg havde i spidsen for holdet, aftalte jeg med mig selv, at hvis chancen bød sig igen, ville jeg stå klar og tage den. Så det er selvfølgelig med glæde, at jeg tiltræder stillingen som cheftræner igen, fortæller Frederik Birk til klubbens hjemmeside og tilføjer:
- Jeg har haft et rigtig godt samarbejde med Auri i to år, hvor han har fungeret som ikke blot lærermester og stor inspirationskilde, men også en rigtig god ven efterhånden. Så det er da også vemodigt at skulle sige farvel til Auri, men samtidig glæder jeg mig rigtig meget til selv at skulle stå i spidsen for holdet.
Det er uvist, hvad fremtiden bringer for Auri Skarbalius.
Læs også på Tipsbladet.dk: FCK præsenterer snart ny spiller - tvivl om Okore
Brøndby tabte søndag 1-0 til FCK - se kassen her:
Dansk stjerne om hård periode: Jeg har været meget alene