Kun én vej til målet: Brøndbys nye træner er kompromisløs

Alexander Zorniger er ingen pragmatiker – han vil kun spille fodbold på én måde

Hør Henrik Pedersen fortælle om Brøndbys nye træner i klippet her

Når Alexander Zorniger om små fire uger tiltræder i Brøndby, får klubben en cheftræner med en klar filosofi.

En træner, der er ekstremt bevist om den måde, han vil spille fodbold på for at vinde kampene.  

Det er ikke en pragmatisk Åge Hareide-type, der indtager Vestegnen. Det er til gengæld en kompromisløs træner med sine klare ideer. For ham er der kun én vej til målet – den aggressive og direkte vej. Overfaldsfodbold, hvor modstanderen bliver sat under et ekstremt pres højt på banen.

Direkte mod målet
Når Brøndby i fremtiden har erobret bolden, skal det gå hurtigt med at få afsluttet på modstanderens mål. Der skal hverken trilles til siden eller bagud. Få stationer så skal der afsluttes.

Zornigers klare filosofi kostede ham sandsynligvis det seneste job, fordi han ikke ville gå på kompromis med måden at spille fodbold på.

Efter Stuttgart i sidste sæson havde tabt de fem første kampe stod Alexander Zorniger fast på sin spillestil. En stil som spillerne tilsyneladende slet ikke magtede.

- Alexander er meget afklaret med den måde, han vil spille fodbold på. Han har en offensiv tilgang til spillet, vil have et aggressivt pres og er meget optaget af et hurtigt genpres på boldholderen, forklarer den tidligere HB Køge-træner Henrik Pedersen, der arbejdede sammen med Alexander Zorniger i Red Bull koncernen, hvor de gennemgik den samme interne træneruddannelse i forhold til de fem klubber, der hører under Red Bull-koncernens fodboldafdeling.

Brøndbys lille revolution
Nu kommer han til Brøndby, hvor han på mange måder skal få et hold, en klub med på hans ideer i løbet af blot én måned. Så kort tid er der fra hans tiltrædelse til første turneringskamp.

Den nye chef skal – groft sagt – revolutionere Brøndby på rekordtid. Nu er Brøndby under forvandling fra Thomas Frank til Auri, men der kommer til at ske endnu flere markante ændringer i spillestilen.

- Vi har ledt efter en træner, der passer til vores fremtidige strategi. Vi vil gerne være de bedste til presfodbold. På det felt har han skabt resultater. Men han er også en træner, der spiller med stor risikovillighed og er garant for direkte fodbold. Vi tror, vi har fundet den rigtige, siger sportsdirektør Troels Bech.

Han har været vidt omkring for at lande på Alexander Zorniger på Vestegnen.

- Jeg kan konstatere, at Brøndby er en attraktiv klub, som mange gerne vil træne. Vi har fået rigtig mange henvendelser – senest i dag – fra interesserede emner, forklarer han.

Troels Bech har været i samtaler med en række trænere, her i blandt Lars Olsen og Morten Wieghorst, men trænerne med Brøndby-fortid blev vejet på vægten og fuldet for lette i forhold til fremtidens fodboldfilosofi.

For Troels Bech har det været vigtigt at få en træner, der tidligere har oplevet modgang i sin karriere.

- Vi har ikke søgt efter en træner, der skal øve sig i Brøndby. Vi har søgt efter en mand, der kender alt til, hvad det vil sige at være i en klub, hvor presset er stort, påpeger han.

Alexander Zorniger tiltræder 13. juni i Brøndby. Dagen efter – 14. juni - møder spillerne efter en kort sommerpause på blot to uger.

I den nærmeste fremtid skal Brøndby også finde en assistent for Alexander Zorniger, fordi Claus Nørgaard stopper i jobbet efter sæsonen.

39 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere