Lettet Brøndby-træner: Var nok vendepunktet

Brøndby-træner Thomas Frank var få minutter fra at ryge i farezonen, men spillerne kæmpede sig til point i overtiden

RANDERS (Ekstra Bladet): Med fire nederlag i de første fire Superliga-kampe i sæsonen havde Brøndby-ejer Jan Bech Andersen været tvunget til at hente plan b op af skuffen og tænke forskellige scenarier.

Det var nok ikke blevet til en fyring af Brøndby-træner Thomas Frank i ugens løb, men endnu et nederlag mod Viborg på søndag havde nok sendt ham det sidste stykke ud på vippen.

Et dramatisk minut ændrede imidlertid det hele for Brøndby og Thomas Frank. Da Martin Albrechtsen i dommerens overtid blev nedlagt i straffesparksfeltet, og indskiftede Ronnie Schwartz køligt sparkede sin anden scoring ind.

 Se også: Kæmpe drama i Randers: Brøndby fik første point i overtiden

Brøndbys mirakel-comeback var fuldendt. To gange bagud med to mål på udebane mod Randers kommer de færreste hold tilbage fra.

Nu kan Brøndby i stedet tage succesoplevelsen fra Cypern, hvor de gik videre med 2-2 mod Omonia i torsdags og så den dramatiske 3-3 kamp i Randers med sig til Viborg på søndag som et kæmpe vindstød i ryggen.

Modsat det dybe hul de var røget i med et nederlag til Randers.

- Der er ingen tvivl om, med de to mandfolkepræstationer spillerne har leveret i de her to kampe, så giver det da et kæmpe boost, som bør sikre flere point og give spillerne mere selvtillid. Det var nok vendepunktet for vores sæsonstart, men det ved vi nok først rigtig, når vi har spillet Viborg-kampen, sagde en lettet Thomas Frank, der erkendte, at hans nervesystem er blevet testet maksimalt den seneste uge.

- Når man i vores situation, med nul point i Superligaen for de første tre kampe, så kommer bagud 2-0 og ikke mindst 3-1 så er der al mulig grund til at falde sammen som hold og til at have ondt af sig selv. Så at spillerne løfter sig med den karakter, de viste i slutfasen og fik hentet et point, det er lige præcis der vi vil være, og helst vil vise hver eneste gang, lød det fra Thomas Frank.

Trækker tænder ud
Brøndby-træneren har udadtil bevaret smilet i den hårde periode, men han indrømmer, at det trækker tænder ud med det konstante pres og de hårde kampe på det seneste.

- Det er klart, at følelsesmæssigt føles sådan et resultat som en sejr. Det kan godt mærkes, når man har været igennem det, vi har allerede på nuværende tidspunkt. Udfordringen var at få spillerne op i gear igen, efter at have spillet under vanskelige forhold på Cypern og landet klokken 5 om morgenen fredag. Det formåede vi ikke mod Hobro (tabte 2-0), men det lykkes mod Randers, og det er et signal om, at vi er på rette vej, forklarede Thomas Frank.

Forsvarsprofilen Riza Durmisi slog også fast, at spillerne så absolut kæmper for Thomas Frank, og at hans position uretfærdigt har været til debat.

- Skylden for vores start i Superligaen har lige så meget været placeret hos os spillere. Vi har heller ikke gjort det godt nok. Men det her ene point havde en kæmpe betydning, fordi nu er vi på tavlen, og vi viste, at vi kan rejse os selv, når det ser helt sort ud. Det kan vi absolut tage med os, lød det fra Durmisi.

63 kommentarer
Vis kommentarer