Magiske Mukhtar - Vi skyldte Wilczek en sejr

Efter fire sejrsløse Superliga-kampe i træk fik Brøndby fuld gevinst i Aalborg

Hany Mukhtar profiterede af Kamil Wilczeks arbejde og Jores Okores fejl, da han gjorde det til 2-0. Foto: René Schütze
Hany Mukhtar profiterede af Kamil Wilczeks arbejde og Jores Okores fejl, da han gjorde det til 2-0. Foto: René Schütze

AALBORG (Ekstra Bladet): Kamil Wilczek gjorde det igen. 1-0 træfferen i Aalborg sendte Brøndby-angriberen på ti mål i de seneste ti kampe.

- Han er et bæst foran mål. En målmaskine. VI skyldte ham en sejr, og jeg er glad for at det lykkedes, sagde Brøndby-kreatøren Hany Mukhtar efter slutfløjtet.

Den polske angriber skabte også den vigtige 2-0 scoring, da han erobrede bolden fra Jores Okore lige efter pausen og fik presset bolden frem mod Hany Mukhtar.

Og Brøndby-kreatøren svigtede ikke fra kanten af feltet - 2-0 bare to minutter ind i anden halvleg, og Brøndby var på vej til at smadre den dårlige stime med fire sejrsløse Superliga-kampe.

- Jeg har aldrig været inde i en periode som denne, hvor mit hold slet ikke kan vinde kampe. Men jeg er også kun 23 år, og det er vigtigt at stå gennem perioder som denne og finde ud af, hvordan man kommer stærkere ud på den anden siden, sagde Hany Mukhtar, som erkendte, at den lange stime af kampe uden sejr havde medført en mere forsigtig stil i aftenens kamp.

- Vores plan var at starte kampen lidt lavere, end vi plejer, og så skulle vi skrue op for presset, som kampen skred frem. Jeg synes det lykkedes perfekt, mente Brøndby-spilleren

Især Josip Radosevic og Hany Mukhtar indtog nøgleroller mod et AaB-mandskab, der havde svært ved at matche den centrale Brøndby-akse.

- Jeg havde bedt Simon Tibbling og Josip Radosevic om at spille de hårde bolde til mig. For selv om de er svære, så er det også bolde, der giver forsvaret problemer, og i dag lykkedes det. Jeg fik boldene og fik plads til at vende med kuglen, smilede krøltoppen.

Se også: Vilde Wilczek knuste Brøndbys krise

Se også: Glæd dig Åge! Landsholdsangriber på pletten

Se også: Ærgerlig Randers-boss: 'Får aldrig straffe i Parken'

2 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere