Mens konkurrenter opruster: Brøndby skal sælge for 10 mio. kr.

Per Rud har hentet fem mio. kr., men mangler et stort millionbeløb for at nå budgettet

Bronzen er sikret, men der skal stadig sælges spillere i Brøndby (Foto: Jens Dresling)
Bronzen er sikret, men der skal stadig sælges spillere i Brøndby (Foto: Jens Dresling)

BRØNDBY (Ekstra Bladet): Mens konkurrenterne - FC København og FC Midtjylland - opruster i stor stil frem mod den nye sæson - skal Brøndby sælge spillere.

Sportschef Per Rud skal sælge for 10 mio. kr. endnu for at opfylde klubbens målsætning om 15 mio. kr. i transferindtægter for hele 2015.

Der er kommet indtægter fra Jannik Vestergaard og Malthe Johansen, men Per Rud er langt fra at være i mål for at leve op til Brøndbys budget for i år.

- Jeg kan godt garantere for, at vi nok skal nå vores mål om transferindtægter for 15 mio. kr. Det behøver I ikke at være bange for, siger Per Rud.

Se også: Slap Brøndby-præstation: Festen fes ud

Han har en målsætning om at komme hurtigt i land med handlerne i dette transfervindue, fordi Brøndbys sæson allerede begynder 2. juli, når de træder ind i første runde af Europa League.

- Vores mål er at holde på vores profiler. Når vi ikke har ét eneste bud på Lukas Hradecky, så er det ikke sandsynligt, han kommer væk. Han er glad for at være her, og vi har ingen planer om at sælge ham, fastslår Per Rud.

Han er ikke bekymret for den øvelse, han skal i gang med, vil svække Brøndby voldsomt frem mod den nye sæson, hvor Brøndby skal tættere på konkurrenterne - FC Midtjylland og FC København.

- Der er slet ingen tvivl om, at vi skal tættere på både guld og sølv. Målet for os er fremgang. Men det kan være enten pointmæssigt eller placeringsmæssigt, siger Per Rud og uddyber:

- Der er ingen tvivl om, at FCK og FCM viser enorme muskler. Respekt for det. Vi gør det på vores måde og har lagt en strategi, hvor vi skal vinde mesterskabet i 2017/18. Jeg er meget fortrøstningsfuld om, at vi er på rette spor, fastslår han.

I dag gik det ikke Brøndbys vej. Se Rashanis kæmpe-afbrænder her:

Én af de store udfordringer i de nærmeste dage er en afklaring i forhold til Teemu Pukki. Han har en frikøbsklausul i omegnen af otte mio. kr. Et beløb, som Brøndby ikke vil betale.

- Frikøbsklausulen er for høj. Det handler for os om at vise økonomisk ansvarlighed. Vi var tvunget til at acceptere dem frikøbsklausul, da vi lejede ham. Men vi betaler ikke den pris for ham, fastslår sportschefen.

Det menes, at Brøndby vil betale i omegnen af fem mio. kr. for at købe finnen fri.

-

Sådan har Brøndby hentet fem millioner kroner:

Jannik Vestergaard - tre mio. kr.

Brøndby fik videresalg, da Jannik Vestergaard i januar skiftede fra Hoffenheim til Werder Bremen. Det indbragte i omegnen af tre mio. kr.

Malthe Johansen - to mio. kr.

Han er vendt hjem efter et lejeophold i Porto, der indbragte i omegnen af to mio. kr. Porto vil tilsyneladende ikke udnytte den frikøbsklausul, de havde sikret sig på stortalentet.

Salgsobjekterne:

Riza Durmisi 5-6 mio. kr.
Venstrebacken har ét år igen af sin kontrakt. Kontraktforhandlingerne har været døde et stykke tid, og parterne har været langt fra hinanden. Anderlecht er en af bejlerne, der har været nævnt for venstrebacken. Det ligner et sommerfarvel. Men et skifte kommer nok ikke, før U21 EM er overstået.

Lukas Hradecky 8-10 mio. kr.
Den solide førstekeeper er det største salgsobjekt på Vestegnen. Lige nu er der ikke ét eneste bud på målmanden, der har to år igen. Men han har leveret på et højt niveau hele sæsonen, og der vil helt sikkert blive interesse for ham hen over sommeren. Det er spørgsmålet, om tilbuddet bliver så stort, at Brøndby ikke kan sige nej.

Nikolai Laursen 6-8 mio. kr.
Den unge talentfulde angriber scorede i sin superligadebut. På rygteplan er han sat i forbindelse med et skifte til PSV Eindhoven. En hollandsk storklub vil være et godt sted at fortsætte udviklingen.

Daniel Wass
Brøndby får ikke videresalg, når han skifter fra Evian her i sommerpausen, men Brøndby kan få udviklingspenge for landsholdsspilleren.

57 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere