Nedslående dom til Brøndby-spiller: Ude resten af sæsonen

Klubbens unge talent Rezan Corlu har fået besked om, at han har revet sit korsbånd over i knæet og er derfor ukampdygtig i mange måneder

Det så bestemt ikke godt ud, da Brøndbys unge offensivspiller Rezan Corlu faldt til jorden i en reserveholdskamp mod FC København i sidste uge.

Den 17-årige spiller, der er spået en stor karriere i blå-gult, tog sig med det samme til knæet efter sit uheld, mens han råbte efter hjælp.

Stortalentet frygtede da også, at han har pådraget sig en alvorlig skade, da Ekstra Bladet snakkede med ham umiddelbart efter hændelsen.

Se også: Brøndby-spiller frygter det værste: Rystede i hele kroppen

- Min støvle sad fast i jorden, og derefter knækkede knæet. Jeg blev meget chokeret og bange, og jeg rystede i hele kroppen, da det skete. Jeg har bange anelser, må jeg indrømme, sagde Corlu.

Se episoden fra kampen i videoen øverst i artiklen

De bange anelser er nu blevet bekræfet.

Corlu har revet sit forreste korsbånd over, og er ude i resten af sæsonen. Noget der i den grad ærgrer holdets træner Thomas Frank.

- Jeg er utrolig ked af det på Rezans vegne. Han har lige fået debut og scoret i Europa League. Han har set bedre og bedre ud til træning, og så sker det her. Det er dybt uheldigt, og jeg føler virkelig med ham, siger Frank til klubbens hjemmeside.

Se også: TV: Brøndby-stortalent skadet: Skreg af smerte

- Omvendt er Rezan stadig meget ung og topseriøs omkring sin træning, så når den værste skuffelse har lagt sig, skal han nok komme hurtigt tilbage. Og vi vil selvfølgelig støtte ham på bedste vis undervejs.

Rezan Corlu debuterede for Brøndby i Europa League-kvalifikationskampen mod AC Juvenes/Dogana, hvor han også kom på måltavlen.

38 kommentarer
Vis kommentarer