Niels F.: - Jeg tror, at det er ligegyldigt, hvad jeg håber

Niels Frederiksen roser ny forsvars-konstellation, men siger, at der 'selvfølgelig' skal nyt ind

CV bekræfter Maxsø-forhandlinger: 'Vi er langt i en meget tilfredsstillende handel'

Brøndby måtte søndag klare sig uden Andreas Maxsø, da det blev til 1-1 hjemme mod oprykkeren Viborg.

- Det fandt jeg vel ud af lørdag. Jeg vidste godt, at der var noget undervejs, så det kunne være, at der skulle til at ske noget, men det blev mere, som vi kom tættere på i løbet af i går, sagde Niels Frederiksen efter kampen.

Maxsø på plads på tilskuerpladsen til søndagens Brøndby-kamp. Foto: Lars Poulsen
Maxsø på plads på tilskuerpladsen til søndagens Brøndby-kamp. Foto: Lars Poulsen
 

Anføreren er i forhandlinger med en ny klub. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger kan det formentlig blive til et skifte til russisk fodbold.

Ind i stedet for Maxsø kom 21-årige Anton Skipper, der i foråret var udlejet til Hobro.

- Den nye konstellation med Sigurd, Tobias og Anton gør det rigtig fint. Viborg skaber jo stort set ikke en chance i åbent spil, men er selvfølgelig rigtig giftige på deres standarder.

Brøndby er især tyndt besat i midterforsvaret, hvor Anthony Jung og Hjörtur Hermannsson er væk, mens Maxsø er tæt på at blive solgt.

'Det ville da være rart'
Niels Frederiksen bliver dog ikke konkret på, hvor mange han vil have til de positioner.

- Det kan jeg ikke stå og sætte tal på, men vi har sagt farvel til en del midtstoppere, og en mere hvis det ender med at gå i orden med Maxsø, så noget skal vi selvfølgelig have ind der. Om det lige skal være 1, 2 eller 3, ved jeg ikke. Det må vi se på.

- Inden længe kommer der også Champions League-playoff. Hvor meget håber du på, at der er nye midtstoppere på plads inden?

- Det ville da være rart. Vi skal også have spillet dem ind, hvis de kommer helt udefra. Vi spiller med dem, der er, og gør det så godt, vi kan, med dem.

Niels Frederiksen erkender, at det vil være rart at have nye forsvarere inden Champions League-playoff. Foto: Lars Poulsen
Niels Frederiksen erkender, at det vil være rart at have nye forsvarere inden Champions League-playoff. Foto: Lars Poulsen
 

- I får en del penge fra Jobbe-salget, kommende europæisk gruppespil og også for Maxsø. Håber du, at en del af de penge bliver brugt på trods alt lidt spillerkøb?

- Jeg tror, at det er ligegyldigt, hvad jeg håber, siger Niels Frederiksen.

Det var ikke muligt for skrevne medier at tale med fodbolddirektør Carsten V. Jensen på Brøndby Stadion. Ekstra Bladet har efterfølgende kontaktet ham, men han er endnu ikke vendt tilbage.