Til sommer udløber Dominik Kaisers toårige aftale med Brøndby. Det er endnu ikke afgjort, hvor fodboldfremtiden skal foregå får den 31-årige tyske midtbanespiller.
Brøndbys dilemma er, at han er en af truppens dyreste spillere. Formentlig i niveauet 300.000 kr. om måneden. Samtidig har tyskeren ikke den store salgsværdi for Brøndby. Læg dertil, at fodbolddirektør Carsten V. Jensen skal ud at spare lønkroner. Det kan sagtens koste en forlængelse for Dominik Kaiser, hvis han ikke accepterer en lønnedgang.
Kaiser har præsteret fantastisk i sæsonen og er lige nu Superligaens mest scorende midtbanespiller med otte træffere.
Nu er der udsigt til, at Brøndby og Dominik Kaiser skal mødes for at tale fremtid.
- Der vil blive samtaler med Brøndby i løbet af de næste uger. For mig tænker jeg kun på Brøndby. Jeg føler mig godt tilpas i klubben. Vi vil finde en løsning, siger Dominik Kaiser, der derved lægger op til at fortsætte på Vestegnen, hvis parterne kan blive enige om en ny aftale
Brøndbys fodbolddirektør, Carsten V. Jensen, ønskede søndag ikke at udtale sig.
Han har dog tidligere fastslået, at det ikke er sikkert, at Brøndby skal erstatte Hany Mukhtar i vinterens transfervindue.
For ham handler vinterens transfervindue om at skære truppen på 29 spillere ned.
Brøndby bryder forbandelse trods drama til sidste sekund