Nu starter Brøndby fra nul - igen

Analyse: Der venter Brøndby travle og barske måneder frem mod aktieemission – en ny træner skal snart på plads, og udrensning i truppen venter forude

Bliv opdateret på det seneste nye fra Brøndby-lejren her.

Smilende og med sin taske under armen forlod Ebbe Sand den store Michael Laudrup-lounge, kort efter Brøndbys nye bestyrelse havde konstitueret sig tirsdag aften.

Sportsdirektøren står ikke bare foran en travl og hektisk sommer. Han står reelt foran sit store svendestykke de kommende måneder. Kan han løse opgaven som sportsdirektør i en af Danmarks mest ambitiøse klubber?

For det, der skal ske på Vestegnen, er en voldsom turn-around, hvor Brøndby reelt starter fra nul – igen.

Det gør Brøndby, fordi:

* Der skal findes ny træner.

* Der skal ske meget markante udskiftninger i spillertruppen.

* Der skal sælges spillere for 44 mio. kr.

På en generalforsamling d. 2. april er hovedaktionær Jan Bech Andersen blevet valgt som ny bestyrelsesformand for fodboldklubben Brøndby IF. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix
På en generalforsamling d. 2. april er hovedaktionær Jan Bech Andersen blevet valgt som ny bestyrelsesformand for fodboldklubben Brøndby IF. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix

Investorer lurer i kulissen
Nu er Jan Bech Andersen tilbage i formandsstolen blot tre år efter Oscar-gate, og det er måske en overraskelse, at det skete så hurtigt. Omvendt ændrer det intet i forhold til beslutningsprocessen. Jan Bech har alle dage været indover alt, hvad der handler om økonomiske beslutninger i Brøndby.

Brøndby har intet valg. Hvis Jan Bech vil være formand, så bliver han det. Det står ikke til diskussion. Klubben er dybt afhængig af rigmanden og hans kontaktnet. Uden ham - ingen klub. Sådan er status i hvert fald lige nu.

Jan Bech kommer også til at smide penge i den forestående aktie-udvidelse. Op til 156 mio. kr. kan Brøndby samle ind frem mod 2024. Håbet er 100 mio. kr. inden udgangen af juni.

Men der kommer sandsynligvis andre investorer i spil. Længe har der verseret rygter om, at engelske investorer kan blive en del af fremtidens Brøndby.

Efter generalforsamlingen konstaterede Jan Bech desuden, at der den seneste måned har været drøftelser i gang med mulige investorer.

I den forbindelse kan man også konstatere, at Brøndby har gjort plads til flere folk i bestyrelsen. På generalforsamlingen tirsdag blev det besluttet, at bestyrelsen nu kan udvides fra otte til ti mand.

Kasper Hjulmands kontrakt udløber med FC Nordsjælland til sommer, hvilket ikke har gjort ham mindre attraktiv for andre klubber. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Kasper Hjulmands kontrakt udløber med FC Nordsjælland til sommer, hvilket ikke har gjort ham mindre attraktiv for andre klubber. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Den problematiske træner-kabale
Brøndby bliver formentlig en af de klubber med størst sommeraktivitet i Superligaen. Læg dertil, at en ny træner stadig ikke er på plads. Forberedelserne til den nye sæson burde være i gang for længst.

Kasper Hjulmand er førstevalget, men pilen peger sandsynligvis ikke mod Vestegnen for den tidligere FCN-træner. Han har større ambitioner. I ugens løb har han været en tur i Bruxelles, og det tyder på, at fremtiden formentlig er i Anderlecht hos Frank Arnesen.

Det efterlader Brøndby i en situation, hvor klubben snarest skal have en anden trænerløsning på plads.

Meldinger går på, at dansk-spanieren Thomas Christiansen har udspillet sin rolle for længst. Det virkede højst upassende, da han pludselig dukkede op i sponsorloungen efter en kamp sidste år, hvor spillerne og trænerstaben var samlet.

U21-landstræner Niels Frederiksen har skabt fantastiske resultater med sine spillere og netop bevist evnerne som talentudvikler. Men det er helt legalt at tvivle på, om den lidt tørre bankmands mentalitet går i spænd med arbejderkulturen på Vestegnen?

Kåre Ingebrigtsen, den tidligere Rosenborg-træner, står på sidelinjen som et alternativ. Der har været sporadisk kontakt mellem parterne på agentniveau. Det kan udvikle sig, hvis Kasper Hjulmand definitivt lukker døren til Brøndby.

Alternativt kommer Brøndby formentlig til at kigge mod udlandet for at finde fremtidens træner.

Det tyder nemlig ikke på, at hverken Lars Olsen eller for den sags skyld ikonet Michael Laudrup bliver fremtidens træner på Vestegnen.

Se også: Ren ekstase i Barcelona efter fantastisk comeback

Se også: Spionsagen lukket: AGF undgår efterspil

Se også: Klamme svin! Lagt for had efter Robert Skov-skade

85 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere