Nu starter jagten: Sådan håndterer Brøndby-træner presset

Brøndby-træner Thomas Frank vil ikke være klubbens målsætning foruden, selv om han og holdet aktuelt er bagud på point i forhold til at indfri den

Hør, hvordan Brøndby-træner Thomas Frank forventer, forårs-sæsonen kommer til at forløbe.

ALCANTARILHA (Ekstra Bladet): I Brøndby har man længe været i gang med at bygge op. Skabe et solidt fundament for fremtiden. Sikre sig et godt udgangspunkt.

Til juni er det 10 år siden, klubben hjemførte sit seneste mesterskab, og det er et tidsrum, som er til at føle på for en institution, der historisk set har været en af de mest dominerende i dansk fodbold. Det erkendte klubben også inddirekte, da ledelsen i august sidste år fremlagde halvårsregnskab. Her stod det sort på hvidt: Senest i 2018 skal Brøndby vinde guld, og i hver sæson inden da er kravet at ende blandt de tre bedste hold i Superligaen.

Se også: Ny Brøndby-spiller presser stortalent ud

På den led er banen kridtet op for cheftræner Thomas Frank, der står med ansvaret for, at han og spillerne kan præsentere et sæt medaljer af den ene eller anden karat, når foråret går på hæld. Men det har den tidligere U17- og U19-landstræner let ved at affinde sig med. Det fortæller han Ekstra Bladet, der møder ham ved Amendoeira Sports Club i Portugal, hvor Brøndby er på træningslejr.

Thomas Frank sidder på terrassen og fra det sorte cafébord har han udsigt ud over flere af det enorme anlægs mange golfbaner. Snart skal han selv gå de resterende 16 runder i Superligaen, hvor Brøndby kan siges at være over par, eftersom klubben åbner anden halvdel af sæsonen med et hul på fire point op til tredjepladsen

- Vi skal være bedre defensivt, siger Thomas Frank. (Foto: Mikkel Tariq)
- Vi skal være bedre defensivt, siger Thomas Frank. (Foto: Mikkel Tariq)

- Der vil altid være et forventningspres fra omgivelserne i forhold til det niveau, man er på, og det stadie, man gerne vil hen imod. For mit vedkommende kommer det største pres fra mig selv og staben i forhold til det, vi gerne vil opnå sammen, siger Thomas Frank til Ekstra Bladet.

Man ser ofte, at uindfriede målsætninger fører til afskedigelser af trænere eller afskedigelser af andre i organisationen. Er du nervøs for, om du har en fremtid som Brøndby-træner, hvis holdet ikke ender blandt de tre bedste?

- De ting er jo en del af fodboldens præmisser. Det eneste, jeg forholder mig til, er at stå for en god træning hver dag og kigge på de to spor, som jeg hele tiden holder øje med, siger Frank.

Se også: Thomas Frank: Jeg skal træne Brøndby i mange år

- Det ene punkt handler om resultater. Om at optimere holdet til at præstere efter allerbedste evne hver eneste søndag. Det andet går ud på hele tiden at udvikle organisationen og klubben, så vi kan lave noget på langt sigt.

Er du nervøs i forhold til, at der er blevet meldt ud, at I skal slutte i top tre?

- Nej, det er jeg overhovedet ikke.

Se også: Agger om Brøndby-comeback: Laver mere end i Liverpool

Lige nu halser I fire point efter Randers, som er på tredjepladsen. Hvilke udfordringer venter der Brøndby i foråret? Hvad skal der til for, at I kan indfri målsætningen?

- Vi har nogle områder, som vi gerne vil flytte os på. Der er ting, vi rigtig gerne skal tage til næste niveau for at opnå et endnu højere pointsnit end i efteråret. Vi skal have den her berømte stabilitet ind.

- Vi har været rigtig fokuseret på den defensive organisation. Vi skal være afklaret omkring det høje og lave pres. Og så har vi kigget på de offensive omstillinger. Det er det fodboldfaglige, vi skal have flyttet. Og jeg synes, at det går i den rigtige retning. Vores spillere ser bedre og bedre ud, og vi glæder os til at komme i gang.

Se også: Jubel i Brøndby: Henter landsholdsspiller

Nu er du selv lidt inde på det fodboldfaglige aspekt. Havde du gerne været den her målsætning foruden for så bare at kunne koncentrere dig om det praktiske og processen?

- Nej, for det er helt naturligt, at der er målsætninger. Hvis vi ikke meldte en målsætning ud i Brøndby, skulle I nok gøre det for os. Og andre vil også have en masse holdninger til det, så jeg synes, at det er helt, som det skal være.

- Vi skal være ambitiøse, og vi har noget, vi går efter. Det er det eneste, vi arbejder for hver dag. Men det, vi måler os selv på, er den præstation, vi leverer til hver træning og hver kamp på forskellige parametre. Lever vi op til de ting, kan vi se, at vi bevæger os i den rigtige retning. Gør vi det, får vi også flere sejre end nederlag. Og så ender det som regel også med, at vi når vores målsætninger.

Se hele interviewet med Brøndby-træner Thomas Frank i TV-klippet ovenfor. Her fortæller han om sine forventninger til foråret, kampen for at indfri målsætningen og de mulige konsekvenser, der kan være ved at fejle.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere