Der er rigeligt at tænke på for tiden for Niels Frederiksen.
Syv nederlag i træk og en målscore på 2-15 fortæller alt om den krisetilstand de danske mestre befinder sig i for tiden.
Udsigterne frem mod søndagens derby mod FC København er heller ikke lutter positive for Brøndby.
Sigurd Rosted og Simon Hedlund kommer godt nok tilbage fra karantæne, men Brøndby må stadig undvære Andreas Maxsø, der fik to spilledages karantæne for udvisningen mod FC Midtjylland. Søndag afsoner han sidste karantænedag.
Derudover kommer Brøndby i søndagens hjemmekamp også til at stille op uden holdets mest kreative spiller, Anis Ben Slimane.
Den advarsel han fik mod Randers blev takseret til seks strafpoint, hvilket udløser én spilledags karantæne mod FC København.
Slimane har i denne sæson været Brøndbys stærkeste offensive kort. Men han har ligesom resten af Brøndby-truppen slidt med at finde melodien efter forårsstarten med tre sejre i træk.
Til søndagens opgør kommer der kun Brøndby-fans på Brøndby Stadion.
Det sker som et led i politiets beslutning om at udelukke Brøndby og FCK-fans fra udekampene i mesterskabs-slutspillet, fordi der tilbage i oktober sidste år var voldsomme uroligheder i forbindelse med det indbyrdes opgør på Brøndby Stadion. Her endte det med 61 sager om vold mod betjente.