Officielt: Her underskriver Brøndby-stjerne spansk drømmekontrakt

Riza Durmisi har underskrevet en fem-årig aftale med Real Betis fra den bedste spanske række

Fem år i Spanien. Det er lige til 'thumps up' (Privatfoto)
Fem år i Spanien. Det er lige til 'thumps up' (Privatfoto)

Så er det officielt.

Den danske Superliga er blevet en profil fattigere, efter den danske landsholdsspiller Riza Durmisi har sat sine kragetæer på en aftale med den spanske klub Real Betis.

Det bekræfter Brøndby i en meddelelse til fondsbørsen lørdag formiddag. Her fremgår det, at talentet starter op i den spanske klub 1. juli 2016. Handlen vil have en positiv virkning på 17 millioner kroner i forhold til Brøndbys årsresultat.

Brøndbys venstre back har været kædet sammen med det andalusiske mandskab den seneste tid, og tidligt fredag morgen bekræftede Durmisis agent, at en aftale var tæt på.

- Det er korrekt, at jeg er i Spanien, og at Riza lander i dag for at forhåbentlig blive enige om de sidste detaljer. Mere kan jeg ikke sige lige nu, sagde Nikola Jægerfeldt Juric til Ekstra Bladet fredag morgen.

De sidste detaljer er altså nu faldet på plads, lægetjekket er bestået, og dermed kan danskeren med de albanske rødder kalde sig Real Betis-spiller de næste fem år.

Ud over den fem-årige aftale har Durmisi også fået smidt en stor frikøbsklausul på 150 millioner kroner på sig, så eventuelle interesserede klubber i fremtiden ved, hvad de skal forholde sig til, hvis de vil fiske dansk i Spanien.

Durmisi skriver under i dag: Får hidsig frikøbsklausul

Skifte nærmer sig: Riza-agent forhandler i Sevilla

På samme måde fik Betis Durmisi fra Brøndby. Klubben indløste nemlig Durmisis 15 millioner kroners frikøbsklausul hos klubben fra Vestegnen, og siden gik det slag i slag, inden de sidste detaljer faldt på plads fredag aften.

Fremover bliver Durmisi altså holdkammerater med folk som den hollandske stjerne Rafael van der Vaart, Joaquin Sanchez og det belgiske stjernefrø Musonda, der er lejet i Chelsea.

Betis sluttede på 10. pladsen i den netop overståede sæson.