Rødt kort-drama i Brøndby: FCK slap med skrækken

Frederico Santander blev smidt ud efter to gule kort inden for to minutter, men holdkammeraterne reddede 0-0

Brøndby må være skuffede over et enkelt point (Foto: Lars Poulsen)
Brøndby må være skuffede over et enkelt point (Foto: Lars Poulsen)

BRØNDBY (Ekstra Bladet): FC Københavns 18 mio. kr. investering Frederico Santander stod for det dramatiske højdepunkt i søndagens store lokalderby mellem Brøndby og FC København.

I det målløse opgør i overværelse af 25.102 tilskuere blev Santander således udvist blot ti minutter efter pausen, da han fik sit andet gule kort inden for blot to minutter.

Santander, der havde mange drabelige dueller mod Daniel Agger, fik sin første advarsel, da han ramte Agger med en albue i en hovedstødsduel.

Se situationen her i videoen øverst i artiklen

Siden gik der blot to minutter, før Mads Kristoffer Kristoffersen igen måtte have det gule kort og siden det røde frem. Santander kom for sent i en tackling mod Martin Albrechtsen. Fuldstændig unødvendigt at satse i sådan en situation, hvor han lige havde fået en advarsel.

Brøndby pressede på
Med en mand i overtal var det Brøndby, der styrede spillet og satte gæsterne under et massivt pres.

Indskiftede Ronnie Schwartz fik en god mulighed i feltet, men afslutningen blev alt for svag.

Ud over udvisningen af Santander blev kampen afbrudt i otte minutter kort efter pausen, da først FCK affyrede pyroteknik. Kort efter virkede det nærmest organiseret i den modsatte ende af banen, da Sydsiden stod i ’brand’.

Hos Brøndby var de to landsholdsspillere Thomas Kahlenberg og Daniel Agger de store profiler. Hos gæsterne var Thomas Delaney og Daniel Amartey de mest fremtrædende.

Thomas Delaney leverede en kraftpræstation på FCKs midtbane, og det vil være underligt, hvis ikke landstræner Morten Olsen efterudtager ham til de to kampe mod Sverige.

Kvist sendt på bænken
Ståle Solbakken havde sat landsholdsspilleren William Kvist ud på bænken. Mikael Antonsson var kommet ind i midterforsvaret, mens Daniel Amartey var flyttet frem på midten for at få mere fysisk styrke overfor Brøndby-spillerne. Det betød, at William Kvist røg ud på bænken.

FCK var dominerende før pausen. De bestemte i dele af halvlegen spillet og satte tryk på hjemmeholdets bagkæde. Det høje og konstante pres fra FCK-spillerne behagede tydeligvis ikke de gulblusede, der ikke fik meget ro på bolden.

Det var alligevel hjemmeholdet, der fik kampens første store chance. Rodolph Austin blev fældet uden for feltet, og Riza Durmisi forsøgte sig. Men Stephan Andersen havde luret landsholdskollegaen og greb ham ud.

Midt i halvlegen forsøgte Durmisi sig på ny med et frispark, men det røg forbi målet.

FCK tættest på med stolpeskud
Som halvlegen skred frem, kom FCK tættere på. Halvlegens største mulighed fik Frederico Santander, da han fik bolden på kanten af feltet fra Nicolai Jørgensen. Men den flade afslutning tog den ene opstander og sprang i spil. Frederik Rønnow var nede ved skuddet, men han havde ikke nået bolden, hvis den havde været et par centimeter tættere på ham.

Kort før pausen fik Santander en ny mulighed. Han stod helt fri i feltet, men hovedstødsafslutningen blev alt for svag.