Rørt Brøndby-ikon: - Den helt store forskel fra 2005

- Niels Frederiksen er arkitekten bag det mulige Brøndby-mesterskab, og det fortjener han stor ros og anerkendelse for, mener Brøndby-ikonet Per Nielsen 

Rørt Brøndby-ikon: - Den helt store forskel fra 2005

Niels Frederiksen var i tårer efter sidste weekends sejr over AGF.

Siden det første mesterskab i 1985 har de aldrig prøvet at vente så længe på Vestegnen.

Nu er der efterhånden gået 16 år.

Det er faktisk så mange år siden, at nutidens store profiler som Jesper Lindstrøm og Morten Frendrup gik i børnehave og var henholdsvis fem og fire år, da Brøndby senest vandt mesterskabet.

Per Nielsen på Stadion, der mandag kan lægge ramme om et nyt Brøndby-mesterskab. Foto: Tariq Mikkel Khan
Per Nielsen på Stadion, der mandag kan lægge ramme om et nyt Brøndby-mesterskab. Foto: Tariq Mikkel Khan

Dengang hed profilerne Daniel Agger, Thomas Kahlenberg, Johan Elmander, Morten Skoubo og ikke mindst klubikonet Per Nielsen.

- Forskellen på dengang og i dag er, at vi i 2005 var favoritter til at vinde mesterskabet. Vi havde også den bedste trup.

- Brøndby har ikke på noget tidspunkt i denne sæson været favoritter.

- Og når jeg ser på trupperne hos Brøndby, FC København og FC Midtjylland, har Niels Frederiksen heller ikke den bedste trup, men han har haft det bedste hold, mener Per Nielsen.

Foto: Tariq Mikkel Khan
Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Har enorm aktie i mesterskabet
Han erkender, at guld-matchbolden også kommer meget bag på ham.

- Hvis nogen havde spurgt mig før sæsonen, om jeg ville være tilfreds med andenpladsen til Brøndby, så havde jeg købt den og sagt ja tak.

- Men nu står vi med en matchbold. Det gør vi blandt andet, fordi Niels Frederiksen har leveret et fantastisk og imponerende trænerarbejde, mener Per Nielsen og uddyber:

Brøndby betyder stadig en masse for 'Per-Per'. Foto: Tariq Mikkel Khan
Brøndby betyder stadig en masse for 'Per-Per'. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

- Niels vil have en enorm aktie i det her mesterskab, fordi ingen havde set, at Mikael Uhre ville brænde Superligaen af, og Jesper Lindstrøm samt Morten Frendrup ville få et stort gennembrud.

- Han har evnet at få det optimale ud af det spillermateriale, han har haft til rådighed.

- Jeg ved godt, at Niels Frederiksen er en beskeden mand, men han er hele arkitekten bag den her triumf, hvis det lykkes at vinde mesterskabet. Derfor fortjener han også en stor hyldest for det arbejde, han har leveret, siger Per Nielsen.

--------- SPLIT ELEMENT ------------------ SPLIT ELEMENT ---------

Betyder meget for mange mennesker

Han spillede 547 kampe for Brøndby, vandt fem mesterskaber og fire pokaltitler samt to gange blev han kåret som Årets Spiller i Brøndby IF. Siden 2015 har han været cheftræner for klubbens bedste kvindehold.

47-årige Per Nielsen har haft sin daglige gang i klubben, siden han var fem år. Han er i sandhed indbegrebet af Brøndby, og hvad klubben står for.

- Hvis det lykkes at vinde mesterskabet efter så mange års venten, glæder det mig utrolig meget at se, hvor meget det her betyder for så mange mennesker. Sammenholdet og fællesskabet er bare omdrejningspunktet for så mange mennesker i Brøndby.

Per Nielsen var anfører, da Brøndby sidst blev Danmarksmester i 2005. Arkivfoto: Jens Dresling
Per Nielsen var anfører, da Brøndby sidst blev Danmarksmester i 2005. Arkivfoto: Jens Dresling

- Og så betyder det rigtig meget, at det igen sker med spillere, som er vokset op i vores egen talentafdeling. En blanding af spillere udefra og hjemmeproducerede talenter. Det var også den måde, Brøndby blev store på i 80’erne og årene fremefter, pointerer han.

For et par uger siden blev Per Nielsen fejret med en legendetrøje, da Brøndby tog et væsentligt skridt mod guldet med 3-1 sejren over FC Midtjylland.

I pausen blev klubikonet hyldet af de 8000 tilskuere på det stadion, hvor Per Nielsen tidligere har fejret så mange triumfer.

Blev lidt rørt
- Da Brøndby i torsdags vandt over AGF, kunne jeg godt mærke, at vinde mesterskabet betyder mere for mig, end jeg havde troet.

- Jeg blev også lidt rørt, fordi det er så mange år siden, vi senest vandt titlen, siger Per Nielsen, der siden 2015 har været cheftræner for klubbens bedste kvindemandskab, som han for fjerde gang kan vinde mesterskabet med i denne sæson, hvor der resterer to spillerunder.

I dag står Per Nielsen i spidsen for klubbens succesrige kvindehold. Foto: Jens Dresling
I dag står Per Nielsen i spidsen for klubbens succesrige kvindehold. Foto: Jens Dresling
 

Da Brøndby senest vandt mesterskabet i 2005, skete det i tredjesidste spillerunde efter en overbevisende 7-0 sejr over Herfølge. Siden fulgte også to kampe mod AGF og FC Nordsjælland.

Og for at det ikke skal være løgn, så vandt Brøndby også i 2005 med 2-1 over AGF. Hvis det hele skal fuldendes, så vinder Brøndby mandag med 2-0 over FC Nordsjælland, hvilket vil være præcis samme resultat, som 27.356 var vidner til på Brøndby Stadion for 16 år siden.

Dengang scorede Mads Jørgensen og nuværende assistenttræner Martin Retov de to mål.

16 års guldtørke kan definitivt slutte for Brøndby mandag kort før 19-tiden.

Brøndbys seneste mesterhold - 2004/05

Casper Ankergren, Per Nielsen, Asbjørn Sennels, Daniel Agger, Dan Anton Johansen, Morten Wieghorst, Thomas Kahlenberg, Jonas Kamper, Kim Daugaard, Sebastian Svärd, Johan Elmander, Ruben Bagger, Johan Absalonsen, Mads Jørgensen, Babis Stefanidis, Martin Retov, Auri Skarbalius, Morten Skoubo, Kasper Lorentzen, Mattias Jonson, Niki Zimling, Stefan Schmidt, Henrik Kildentoft, Thomas Hansen, Karim Zaza, Andreas Jakobsson.

Brøndbys mulige mestre anno 2021

Marvin Schwäbe, Hjörtur Hermannsson, Andreas Maxsø, Anthony Jung, Morten Frendrup, Josip Radosevic, Jesper Lindstrøm, Anis Ben Slimane, Mikael Uhre, Simon Hedlund, Andreas Bruus, Kevin Mensah, Peter Bjur, Sigurd Rosted, Rezan Corlu, Lasse Vigen, Andrija Pavlovic, Oskar Fallenius, Michael Lumb, Blaas Riveros, Tobias Børkeeiet, Mathias Kvistgården.

Hverken Joel Kabongo eller Mads Hermansen har fået spilletid.