Alexander Zorniger kommer ikke op i samme lønkategori som Ståle Solbakken, men han bliver en af Superligaens bedst lønnede trænere, når han 13. juni tiltræder i sit nye job som cheftræner på Vestegnen.
Men efter tyske forhold er der tale om en ganske beskeden trænerløn. En toptræner til discountløn.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger får Alexander Zorniger i omegnen af 300.000 euro – 2,25 mio. kr. om året i løn for jobbet som cheftræner for Brøndby.
Det er langt under en tredjedel af, hvad han havde som cheftræner for Stuttgart i Bundesligaen.
Her fik han i omegnen af én mio euro – 7,5 mio. kr. i årsløn. Derudover får tyske trænere en række bonusordninger i forhold til sejre og uafgjorte kampe samt placeringsbonus.
Alexander Zorniger er derfor gået voldsomt på kompromis med lønnen for at få lov at træne Brøndby de kommende to sæsoner.
Brøndby er forpligtet overfor Zorniger frem til sommeren 2018. Derefter er han ansat på en funktionærkontrakt.
Vildt spændende valg: Det endelige opgør med Frank
Tavs til 13. juni
Ekstra Bladet var i går i telefonisk kontakt med Brøndbys kommende træner, Alexander Zorniger.
Han var glad for at blive ringet op fra Danmark og udtrykte også glæde over det nye job som cheftræner i Brøndby. Men han ønsker ikke at udtale sig yderligere før, han officielt tiltræder.
- Jeg tiltræder 13. juni og vil ikke udtale mig udover, hvad jeg har sagt til Brøndbys hjemmeside, siger han kortfattet.
Brøndby er også på jagt efter en assistent til Alexander Zorniger, der får mulighed for at hilse på organisationen i Brøndby mandag 13. juni, mens resten af spillertruppen er tilbage fra ferie tirsdag 14. juni, hvor Brøndby officielt har første arbejdsdag under den nye cheftræner.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.