Sensationssølv til SønderjyskE i skidt Agger-farvel

Daniel Agger og Riza Durmisi sagde farvel, mens SønderjyskE lod sig hylde af de 1500 medrejsende fans for et sæt fortjente sølvmedaljer – Nicolaj Madsen dobbelt målscorer

- Derfor har Daniel Agger sagt farvel! Hør mere fra Ekstra Bladets sportsredaktør Allan Olsen

BRØNDBY (Ekstra Bladet): Billedet af Jakob Michelsen med to strakte arme i vejret efter Nicolaj Madsens scoring til 2-1 fortalte alt om den forløsning, SønderjyskE-træneren følte efter en suveræn sæson.

Foran 18.958 tilskuere vandt SønderjyskE 2-1 på Brøndby Stadion på to scoringer af Nicolaj Madsen efter pausen.

En sejr, der manifesterede SønderjyskE som værdige vinder af sølvet oven på et forår, hvor sønderjyderne har overrasket alt og alle med direkte og pågående spil.

Det er måske ikke så spektakulært, hvad SønderjyskE disker op med, men det er et homogent og stærkt kollektiv, som Jakob Michelsen har haft gennem hele sæsonen.

Oven på sidste sæsons tiendeplads er det nærmest et mirakel, som Jakob Michelsen har stået i spidsen for, fordi SønderjyskE har et af Superligaens mindste spillerbudgetter.

Alexander Zorniger og tyskerens tidligere spiller, Yussuf Poulsen, var på Brøndby Stadion søndag. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Alexander Zorniger og tyskerens tidligere spiller, Yussuf Poulsen, var på Brøndby Stadion søndag. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

SønderjyskE havde ved halvtid smidt sølvmedaljerne, fordi FC Midtjylland førte over FC Nordsjælland.

Derfor var det en helt anden indstilling og vilje, som gæsterne viste fra begyndelsen af anden halvleg.

De gik længere frem på banen for at udfordre Brøndby. Udbygget kom efter et hjørnespark, hvor Johan Absalonsen serverede bolden lige i panden på Nicolaj Madsen. En flot scoring, hvor Frederik Rønnow var chanceløs, mens opdækningen i Brøndby-forsvaret ikke var den bedste.

De 1500 medrejsende SønderjyskE-fans havde en fest på Brøndby Stadion, da de historiske sølvmedaljer blev sikret efter en kamp, hvor indsatsen var stærk efter pausen.

Som så ofte før på Brøndby Stadion slider hjemmeholdet med at skabe store chancer.

De har bolden meget, men de kommer sjældent til de helt åbne chancer.

Brøndby Stadion rejste sig i kampens overtid og hyldede Daniel Agger, da han blev afløst af Jesper Juelsgård.

Chancefattigt
Før opgøret mindede det mest af alt om en blomsterfestival på Brøndby Stadion. Der var klapsalver, blomster og hyldest til Daniel Agger, Riza Durmisi, Johan Elmander, Martin Ørnskov, Malthe Johansen og Andreas Hansen. Men der var også en tak fra Brøndbys fans til Auri Skarbalius, der trådte til i marts efter Thomas Frank valgte at forlade klubben i utide.

Sønderjyske var tydeligvis kommet til Brøndby Stadion for at hente ét point, som ville sikre historiske sølvmedaljer.

Brøndby dominerede før pausen, hvor de var spilstyrende og i perioder pressede gæsterne langt tilbage på banen.

Men det kneb med at skabe store, åbne målchancer. Frederik Holst var tæt på, men tog et for langt træk og fik sin afslutning blokeret af Marin Skender.

Gæsterne var ikke særlig nærgående i den modsatte ende. Pierre Kanstrup sparkede forbi på en løs chance i feltet og Adama Guira måtte se sin flade afslutning lande i hænderne på Frederik Rønnow.

Man skulle helt frem til et par minutter før pausefløjtet, før stemningen kom i top på Brøndby Stadion.

Riza Durmisi, der skifter til spanske Betis, trak fri i venstre side og fandt en umarkeret Andrew Hjulsager i det bageste område. Hjulsager headede bolden i mål i en situation, hvor Marin Skender ikke så alt for heldig ud.

1 af 2 Sydafrikanske Lebogang Phiri i aktion mod SønderjyskE i sæsonens sidste kamp. (Foto: Jens Dresling)
2 af 2 Sådan fejrer man sølv i Sønderjylland (Foto: Jens Dresling)
142 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere