Skadet og frustreret Brøndby-back: - Det var forfærdeligt

Det var et træls efterår for Jens Martin Gammelby. Seks mio. kroner-manden fra Silkeborg var meget skadet og sad frustreret på tribunen. Nu er backen fit for fight og klar til at få tilhængerne til at glemme klubbens tidligere svenske kaptajn Johan Larsson

- Jeg skal finde tilbage til rytmen, fra da det hele kørte. Det er ikke sikkert, at det bliver fra dag et, men det skal nok komme, siger Brøndby-backen Jens Martin Gammelby. Foto: Linda Johansen
- Jeg skal finde tilbage til rytmen, fra da det hele kørte. Det er ikke sikkert, at det bliver fra dag et, men det skal nok komme, siger Brøndby-backen Jens Martin Gammelby. Foto: Linda Johansen

BRØNDBY (Ekstra Bladet): Johan Larsson er endnu ikke helt forsvundet fra Brøndby.

Den blonde svensker hænger på et kæmpe banner bag den ene endetribune på det Brøndby Stadion, som han ellers sagde farvel til midt i december efter fire flotte år i klubben.

Nu skal Jens Martin Gammelby så forsøge at få de mange trofaste fans til at glemme kaptajn Larsson og vise, hvorfor Brøndby i sommer betalte omkring seks mio. kr. til Silkeborg.

- Man kunne sige, at det burde være mig nu, griner Jens Martin Gammelby, da Ekstra Bladet nævner det store banner med Johan Larsson for ham.

Han er dog godt klar over, at det tager tid at opnå samme status i Brøndby som hans svenske forgænger på højre back, men det er ikke desto mindre ambitionen.

Ingen står længere i vejen for ham. Stopklodsen Larsson er væk, nu er det Gammelbys tur.

- Det ser ud, som om det er lidt mere overskueligt at komme til. Så nu skal jeg bevise, at jeg er klar, og at det er mig, der skal spille, siger den 23-årige høje back til Ekstra Bladet.

Startede ellers godt
Forventningerne både hos Brøndby og Gammelby var store, da han i sommer tjekkede ind på Vestegnen.

I det midtjyske havde han været en stor profil og var for et år siden med ligalandsholdet i Abu Dhabi.

Men efteråret blev ikke som håbet - hverken for klubben eller den lange back.

Jens Martin Gammelby var plaget af skader i efteråret, men er nu fit for fight igen og klar til at gribe chancen. Foto: Linda Johansen
Jens Martin Gammelby var plaget af skader i efteråret, men er nu fit for fight igen og klar til at gribe chancen. Foto: Linda Johansen

Først fik Gammelby problemer med lysken og var ude i halvanden måned. Da han vendte tilbage, forstuvede han anklen og fik halvanden måned mere på skadeslisten.

Blot 91 minutters Superliga-fodbold nåede Jens Martin Gammelby i et efterår, der for nu at sige det på jysk var godt træls.

- Det startede ellers godt. Jeg vidste godt, at udsigten til spilletid var lidt lang, men jeg fik nogle minutter og rykkede mig meget på træningsbanen - og så kom skaderne.

- Det var forfærdeligt at sidde på tribunen og bare kigge på. Jeg kunne godt fornemme, at folk snakkede, og nogle tvivlede måske på mig, og jeg sad bare der og var skadet og kunne ikke bidrage. Det var mega irriterende, siger Jens Martin Gammelby.

Fit for fight
Det er et helvede at være skadet, konstaterer han, men når man ser på ham, kan man konstatere, at han er retur fra helvedet.

Jens Martin Gammelby smiler ofte, taler højt og engageret og virker som en med plus på kontoen.

- Jeg er fit for fight. Jeg brugte tid i ferien på at træne anklen op igen og mærker ingenting til den, så det er helt perfekt.

- Nu er det derudad med 180 i timen, og vi starter heldigvis snart. Jeg glæder mig meget til at komme i gang med at spille igen.

To Superliga-kampe nåede Jens Martin Gammelby i efteråret. Her er han i aktion i udekampen mod Vendsyssel. Foto: René Schütze
To Superliga-kampe nåede Jens Martin Gammelby i efteråret. Her er han i aktion i udekampen mod Vendsyssel. Foto: René Schütze

I Silkeborg blev han en af landets bedste på sin position, og det er det niveau - og lidt til - han nu sigter efter at ramme i Brøndby.

Måske det ikke sker i foråret. For som han flere gange siger, skal han ind i kamprytmen igen og lære holdkammeraterne at kende.

Nok har han været et halvt år i Brøndby, men det er alligevel, som om det først for alvor begynder nu.

- Det starter for mig nu, og jeg tror på mig selv og er overbevist om, at jeg nok skal bidrage. Jeg skal finde tilbage til mit Silkeborg-niveau og også gerne løfte mig til et endnu højere.

- Jeg er skiftet til Brøndby med henblik på at blive en europæisk fodboldspiller. Jeg tror på, at Brøndby kan komme i europæisk fodbold, og det vil jeg gerne være med til. Det var også derfor, jeg tog skiftet, siger Jens Martin Gammelby inden et forår, hvor han skal løfte arven efter Larsson.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Vil lave ’en Skov’: - Hvis han kan gøre det, hvorfor skulle jeg så ikke kunne?

Jens Martin Gammelby og Robert Skov udgjorde tidligere en stærk højrekant i Silkeborg. Foto: Tariq Mikkel Khan
Jens Martin Gammelby og Robert Skov udgjorde tidligere en stærk højrekant i Silkeborg. Foto: Tariq Mikkel Khan

De er stadig venner, selv om de spiller i klubber, der er fjender.

Jens Martin Gammelby og Robert Skov går langt tilbage. De spillede ungdomsfodbold på samme hold i Silkeborg og havde en succesrig tid sammen på klubbens førstehold.

Det var en giftig højrekant, som midtjyderne rådede over, og Skovs enorme gennembrud i FCK i efteråret kan tjene som inspiration for hans tidligere holdkammerat.

- Hvis han kan gøre det, hvorfor skulle jeg så ikke kunne? lyder ræsonnementet fra Gammelby, der ikke er overrasket over, at Skov er blevet et hit i FC København.

- Nej, han er type, der arbejder stenhårdt for det, og så er han jo glad for at skyde på mål. Men 18 mål, det er helt vildt, siger Jens Martin Gammelby, der stadig indimellem snakker med kammeraten fra Silkeborg og håber på i Brøndby at kunne få et lignende gennembrud.

Okay, 18 mål behøver Gammelby ikke ligefrem at score, selv om han med et grin konstaterer, at det ville sende ham direkte til Real Madrid.

- Det kræver bare mere at spille back her. I Silkeborg kunne jeg stille mig lidt tilbage og puste ud efter en lang sprint. Den går ikke i Brøndby. Der skal jeg være på hele tiden.

- Det er noget andet, men den udfordring tager jeg gerne, siger Gammelby, der scorede seks mål i Superligaen for Silkeborg i sidste sæson og også meget gerne skulle kunne bidrage med den dimension af spillet i Brøndby.

- Mange backs går næsten altid til baglinjen og slår indlæg. Man ved, hvad de gør, men jeg har den fordel, at det ikke er unaturligt for mig at trække ind i banen og afslutte med mit venstre ben.

- Det er rart også at have den mulighed, siger Brøndby-backen, hvis venstre ben faktisk stod for fem af de seks Superliga-scoringer i sidste sæson. 

Se også: Brøndby giver 'Mini Valderrama' chancen: Sådan scorede han aftalen

Se også: Dansk træner var nøglen: Superligaens dyreste sagde nej til storklub

Se også: Glad for Eriksen: Han er som min hund

Benedikt Röckers kontrakt løber kun til sommer. Derfor må Brøndby være på jagt efter en erstatning. Foto: Ritzau Scanpix Sport og Spil Varm transfervinter venter: Sådan handler Brøndby

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Nanna Cecilia Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen