Da han blev købt for snart fem år siden, var det til en pris i underkanten af ti mio. kr.
Men Jens Martin Gammelby har aldrig for alvor indfriet forventningerne i Brøndby.
Nu står aftalen til udløb om blot fem måneder, og intet tyder på, at kontrakten bliver fuldført.
Jens Martin Gammelby er - igen - på vej væk fra Brøndby. Han har tidligere været udlejet til Lyngby og til Miedz Legnica i Polen.
Nu tyder det på, at det er helt slut med Brøndby.
Der venter endnu et lejeophold for højrebacken i foråret frem mod kontraktudløb i Brøndby til sommer.
Som Ekstra Bladet forstår det, peger pilen enten mod den svenske liga eller mod Norge.
I Sverige meldes Hammarby stærkt interesseret i den 28-årige højre back, mens et par klubber fra Eliteserien i Norge tilsyneladende også viser interesse.
Fodbolddirektør Carsten V. Jensen har tidligere over for bold.dk bekræftet, at tiden er ved at løbe ud for Gammelby på Vestegnen.
- Jens Martin har udløb til sommer, og han har været i Brøndby i noget tid uden rigtigt at kunne bide sig ind på holdet for alvor.
- Derfor kunne der godt ligge nogle muligheder derude for ham, som man kunne kigge på, hvis det kommer, siger Carsten V. Jensen.
Ud over Jens Martin Gammelby skal flere Brøndby-spillere væk, inden vinduet smækker i natten til onsdag.
Oskar Fallenius og Anis Ben Slimane er også på affyringsrampen, ligesom Andreas Maxsø og Sigurd Rosted ventes solgt.