Stadig langt fra guldet: Så meget har Brøndbys tredjepladser kostet

Brøndby har investeret 75 mio. kr. i nye spillere siden Thomas Frank kom til - men udbyttet har været beskedne bronzemedaljer og ustabile præstationer

Daniel Agger tog sig til hovedet efter 1-4 blamagen mod AaB. Han har været den dyreste investering med en pris på 23 mio. kr. de seneste to år. Samlet er der investeret for 75 mio. kr. i nye spillere i Brøndby. (Foto: rene Schütze)
Daniel Agger tog sig til hovedet efter 1-4 blamagen mod AaB. Han har været den dyreste investering med en pris på 23 mio. kr. de seneste to år. Samlet er der investeret for 75 mio. kr. i nye spillere i Brøndby. (Foto: rene Schütze)

For én uge siden lignede Brøndby en flok modne og voksne mænd, der tog kampen op med mestrene. Et hold, der gav minder om datidens Brøndby. Om fortidens styrke på Vestegnen.

Et mandskab, der kæmpede om hver bold, sloges og arbejdede for kollektivet. En enhed, hvor alle stod sammen og løb for hinanden.

Søndag mod AaB var Brøndby forvandlet. Som en baby, der hverken kan kravle eller gå. En bambi på glatis.

Stort tilbageslag
De seneste to år med Thomas Frank ved roret som cheftræner har der været tegn på fremgang, men kun kortvarige opture. For de er altid efterfulgt af kampe med et rystende bundniveau. Som tilfældet var mod AaB i søndags.

- Nederlaget mod AaB var et tilbageslag som frustrerer hele truppen. Vi skal have sat skik på tingene, så vi ikke har så store udfald. Vi fik det rettet i foråret og den præstation mod AaB minder om noget fra sidste efterår, vurderer Thomas Frank.

Som det fremgår i forbindelse med artiklen har Ekstra Bladet set på, hvor meget Brøndby har investeret de to år, Thomas Frank har stået i spidsen for Brøndby.

Og der er smidt mange millioner i spillertruppen. Nærmere bestemt i omegnen af 75 mio. kr. har Brøndby spenderet på nye spillere i samme periode, hvor Jan Bech Andersen har været storaktionær. Godt nok har Jan Bech Andersen sponseret Daniel Aggers hjemkøb og ’lånt’ Brøndby pengene, da klubben sidste år hentede Elbasan Rashani og Fredrik Semb Berge i norske Odd.

Se også: Agger efter afklapsning: Foruroligende bundniveau

Vi når målet
Men Brøndbys investering i jagten på at komme tilbage på sporet er ubetinget den næststørste investering i nyere tid i Superligaen efter FC København, der i seneste regnskabsår brugte 128,8 mio. kr., så Ståle Solbakken fik den trup, han ønskede sig.

- Investeringen i spillertruppen skal måles over tid. Hvis du ser på den efter 1-4 kampen mod AaB ser det selvfølgelig ikke godt ud.

- Men du skal vurdere den slags efter slutningen af de to sæsoner, vi har haft. Og når du gør det, hvor vi vandt bronze i begge sæsoner, så mener jeg vi er på vej mod noget. Vi har bygget en trup og en kultur, der er på sporet. Vi nåede også play-off for første gang i mange år.

- Så på mange måder er det godkendt, selv om vi lige nu står i en situation, hvor vi mangler tre-fire point i Superligaen. Men til næste sommer er jeg sikker på, vi har den placering som nummer tre, som vi stræber efter, pointerer Thomas Frank.

For lidt for pengene
Fodbold-debattøren Karsten Aabrink er bekymret for udviklingen i Brøndby, fordi han mener, at et stærkt Brøndby er til gavn for dansk fodbold på den lange bane. Problemet for ham er, at han har svært ved at spore en klar fremgang.

- Når man ser på, hvor meget Brøndby har investeret i spillertruppen, får klubben alt for lidt ud af det. Brøndby har et stort budget, som i hvert fald er til mere end 11 af 27 mulige point, som er resultatet lige nu, mener Karsten Aabrink.

Han uddyber:

- Holdets bundniveau er skræmmende. Og det må være problematisk, at Thomas Frank nu i snart to et halvt år ikke har lykkes med at hæve det. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Thomas Frank er talentfuld og hårdtarbejdende som træner. Men jeg tvivler på, om han kan overføre ideerne og tankerne til voksne mennesker.

- Ærlig talt savner jeg fremgang og udvikling under Thomas Frank som Brøndby-træner. Det er spørgsmålet om det er management eller spillerne den er galt med, påpeger han.

Se også: Bechs kæmpe udfordring: Nu skal Brøndbys mestertrup formes

45 kommentarer
Vis kommentarer