Da Anis Ben Slimane stod med valget mellem Danmark og Tunesien, var det ingen nem beslutning.
Og det tog faktisk mere end ét år, før han besluttede sig for at stille op for det tunesiske landshold.
Han har tunesiske forældre, men er født og opvokset i Danmark, hvor han har boet hele sit liv. Derfor kunne han vælge frit, hvilket land han ville repræsentere.
Men nu fanger bordet, fordi han har optrådt for det tunesiske landshold, så er der ingen fortrydelsesret.
- Både landstræneren og præsidenten kom til Danmark for at tale med mig og præsentere deres planer. Men det var ikke noget, jeg kunne svare på med det samme. Jeg gik længe og tænkte over det, forklarer Anis Ben Slimane.
Det, der blev udslagsgivende, var de nære familiemæssige bånd til Tunesien.
- Når valget faldt på Tunesien, så er det, fordi jeg har meget stærke følelser for det land.
- Jeg har en stor familie, der stadig bor i Tunesien. De har altid ønsket at se mig på det tunesiske landshold.
- Derfor traf jeg min beslutning om at stille op for Tunesien, så jeg kunne give noget tilbage til min familie, der virkelig betyder meget for mig, forklarer Anis Ben Slimane.
Han erkender, at vejen til det danske landshold formentlig ikke havde været så enkel i en alder af 21 år. Men han køber ikke den med, at det var den nemmeste vej til et landshold, der var udslagsgivende for Tunesien blev valgt.
- Havde jeg valgt Danmark, havde jeg også troet på, jeg kunne komme på landsholdet. Det er jo derfor, jeg spiller fodbold, påpeger han.
Nu handler det om stærke og stabile præstationer for Brøndby i opbygningen frem mod VM, som er det helt store mål for Slimane.
Han står med stærke trumfer for at få en af de 26 billetter til Tunesiens VM-trup, fordi han de seneste par år har været med på landsholdets rejse.
- VM er det største, man kan nå som fodboldspiller. Jeg vil gøre alt for at nå gennem nåleøjet.
- Men det bliver selvfølgelig lidt ambivalent at møde Danmark til VM. På den anden side er det også en enorm udfordring, fordi vi kommer til at møde et meget stærkt landshold. Det er i sådan en kamp, man skal vise, hvad man er lavet af.