Taktisk triumf: Brøndby stryger til tops

Simon Hedlund blev matchvinder, da Brøndby lagde sig alene i spidsen af Superligaen

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen

FARUM (Ekstra Bladet): Brøndby fik på flere måder en perfekt start på forårssæsonen efter en 1-0 sejr over FC Nordsjælland.

For sejren bragte Brøndby alene til tops efter de forsvarende mestre fra FC Midtjylland indledte foråret med et nederlag.

Det blev lidt af en taktisk triumf for Niels Frederiksens tropper i Farum.

For Brøndby var langtfra dominerende med bolden i opgøret.

Et godt ordsprog siger: Lad bolden gøre arbejdet, den bliver aldrig træt. Lidt ud fra den devise lod Brøndby hjemmeholdet have bolden det meste af tiden.

Til gengæld stod Brøndby kompakt med to kæder med kort afstand. Det gav ikke meget plads at spille på for FCNs unge talenter.

Og så satsede Brøndby på hurtige kontraløb med få berøringer. Det var en taktik, der gav bonus.

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen
 

For Brøndby scorede sejrsmålet efter et hurtigt og effektivt kontraangreb, hvor hjemmeholdet blev fanget i ubalance.

Lasse Vigen spillede en fri Simon Hedlund, der scorede med venstrebenet ved hjælp af undersiden af overliggeren.

Stolpeskud
Hjemmeholdet havde bolden rigtig meget før pausen, men det gik for langsomt med opspillet. Tættest på scoring var stortalentet Kamal-Deen Sulemana, der ramte stolpen efter Marvin Schwäbe havde haft lidt problemer med afslutningen.

Hjemmeholdet gav debut til det norske stortalent Andreas Schjelderup, der blot er 16 år. Han kom til FCN i sommer efter prøveophold i flere af de europæiske storklubber, så som Juventus, Liverpool, Bayern München, Ajax og Tottenham.

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen
 

Hvad nordmanden mangler rent fysisk opvejes af hans tekniske færdigheder. Han fik en time i sin debut og bliver spændende at følge den kommende tid.

Indskiftede Isaac Atanga var tæt på at udligne til sidst, men Marvin Schwäbe afværgede med en fodparade.

Sat helt uden for
Hos gæsterne havde Niels Frederiksen set bort fra nyindkøbte Michael Lumb, der var helt ude af truppen. Samme skæbne overgik Anis Ben Slimane. Efter episoden i lørdags, hvor han havde fået en bøde for at overtræde forsamlingsforbuddet, trænede han først med holdkammeraterne onsdag og var derfor fravalgt.

I venstre forsvarsside spilede unge Peter Bjur, der har gjort det godt i opstarten. Modsat fik Kevin Mensah chancen på bekostning af Andreas Bruus.

Rutinerede Mensah havde fint styr på evigt bevægelige Kamal-Deen Sulemana.

Ude på bænken sad Andrija Pavlovic, der var et par uger bag holdkammeraterne, fordi han kom senere i gang end resten af truppen oven på en skade.

Serberen kom på banen mod slutningen, uden dog at markere sig nævneværdigt.

Brøndby skal nu forsvare førstepladsen søndag på hjemmebane mod AaB.

Blev knotten over Eriksen-indskiftning

FCK's transferscoop: Bagom klubbens kæmpe-handel

De skal redde Brøndbys fremtid