Tallene fortsætter med at stige i Brøndby

Antallet af smittede Brøndby-fans stiger for sjette dag i træk efter mesterskabsfejringen 2. pinsedag

Tallene fortsætter med at stige i Brøndby

Brøndbyfans i forbindelse med superligakampen imellem Brøndby og FC Nordsjælland foran Brøndby Stadion.

Det er ved at være en uge siden, Brøndby IF's bedste herrehold kunne lade sig hylde som danske mestre.

Den vildeste jubel har fortaget sig, tømmermændene er nok også væk, men coronaen spreder sig stadig i kølvandet på arrangementet på Brøndby Stadion, hvor tusindvis af glade Brøndby-fans lod hånt om afstand, mundbind og god hygiejne.

Søndag meddeler Styrelsen for Patientsikkerhed, at i alt 74 personer nu er testet positiv for Covid-19 efter at have været til kampen mandag.

Dermed er der også tale om den største stigning på en dag, siden den første person blev testet positiv tirsdag.

Smittede efter Brøndby-fest

Tirsdag: 1
Onsdag: 10
Torsdag: 17
Fredag: 37
Lørdag: 50
Søndag: 75

 

Og vi er efterhånden derhenne, hvor festlighederne kan kategoriseres som et såkaldt supersprederevent. Det mener Jens Lundgren, der er overlæge og professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet.

- Der er meget, der tyder på, at det er en supersprederbegivenhed. Det må man sige, fortæller han til DR.

- Det var lige præcis sådan noget her, vi havde tænkt, ikke skulle ske, og som jeg ved, at dem, der har været med til at arrangere det, bliver ærgerlige over, lyder ordene fra Lundgren.

Der var krav om negativ tests eller coronapas ved indgangen for de omkring 8000 tilskuere, der havde købt billet. Og det samme gjorde sig gældende for de mange fans, der valgte at se kampen på storskærm i Brøndby-Hallen.

Men det var umuligt at kontrollere de mange fans, der valgte at gå med i fanmarchen fra Brøndbyøster Torv tidligere på dagen - eller de fans, der ventede udenfor stadion under kampen, hvorfra mange siden kom ind på stadion, da portene blev åbnet.

Ekstra Bladet forsøger i øjeblikket at få en kommentar fra Styrelsen for Patientsikkerhed, men det har endnu ikke været muligt.