Tidligere Brøndby-træner hjælper kvinde-hold

Henrik Jensen nyder at stå uden for fodboldens rampelys, og han er glad for, at det ikke er ham, der skal bortforklare nederlag til Hobro

Henrik Jensen med fortid i Brøndby arbejder nu på sportscollege og hjælper til på B93-akademiet og nu også hos Rødovres kvinder (Foto: Anders Brohus)
Henrik Jensen med fortid i Brøndby arbejder nu på sportscollege og hjælper til på B93-akademiet og nu også hos Rødovres kvinder (Foto: Anders Brohus)

Han har været spiller, assistent, cheftræner og kvindetræner i Brøndby, men siden stoppet i Frem i april 2014 har den nu 55-årige Henrik Jensen været uden for fodboldverdenen.

Men fodboldelskeren er ikke helt uden tilknytning til spillet på det grønne græs. Senest er han blevet tilknyttet Rødovres 1. divisions-kvinder som en slags assistent.

- Jeg hjælper til en gang om ugen, fordi Bo Fosgaard er træner og ham har jeg kendt gennem mange år, og så ligger det jo lige i baghaven, så jeg kan cykle derover, siger Jensen til Ekstra Bladet.

Henrik Jensen slår fast, at der altså ikke er tale om et rigtigt job, og han får ikke noget for det. Klubben har store ambitioner om oprykning til 3F-Ligaen, men selvom datteren Michelle spiller på holdet, så bliver det ikke med Henrik Jensen i helt i spidsen, for han nyder at holde sig lidt i baggrunden og kunne lave, hvad han vil i weekenden.

Henrik Jensen førte Brøndby til bronzemedaljer (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Henrik Jensen førte Brøndby til bronzemedaljer (Foto: Tariq Mikkel Khan)
 

Helt udelukke en tilbagevenden til toppen af fodboldverdenen vil han dog ikke.

- Hvis der dukker noget spændende på, så er jeg klar, men jeg gider ikke træne hold i 1. division eller 2. division, hvor man bruger 50-60 timer om ugen uden at få en god løn for det, siger Jensen.

- Så vil jeg hellere have en hjælpe-rolle eller være scout på kampe, hvor man ikke har de samme forpligtelser som en chef har, siger Jensen.

Cheftræner-jobbet kan dog også lokke, hvis projektet er spændende.

- Sverige, Norge eller Superligaen kunne være interessant, ligesom der måske også er enkelte job i 1. division, der er ok betalt, siger Jensen.

 

Henrik Jensen blev præsenteret som ny Brøndby-træner i marts 2010 (Foto: Claus Bjørn Larsen)
Henrik Jensen blev præsenteret som ny Brøndby-træner i marts 2010 (Foto: Claus Bjørn Larsen)
 

Ellers nyder Henrik Jensen livet uden for rampelyset, men han følger stadig intenst med i, hvordan det går hans gamle klub Brøndby.

- Brøndby har fået en lidt ærgerlig start. Jeg synes, at truppen er stærk, men de har bare problemer med skader og sygdom til Agger, Kahlenberg og Nørgaard, siger Jensen.

- Jeg var ude til den anden kamp, hvor jeg snakkede med en om, at det var dejligt, at det ikke var mig, der skulle ud og bortforklare et nederlag til Hobro, siger Jensen.

- Jeg ved, hvor hårdt det er, og til træning næste dag står der syv-otte kameraer for at se, om det stadig er Thomas Frank, der kommer ud. Jeg er glad for, at jeg er ude af det i øjeblikket, siger Jensen, der havde lidt forbindelse med Brøndby, da de senest skulle ansætte en kvindetræner - et job, Per Nielsen nu har.

Mens hjælperollen i Rødovre ikke kan betegnes som et job, så tjener Henrik Jensen sine penge på et sportscollege i Birkerød, ligesom han også hjælper til på akademiet i B93.

Som spiller fik Henrik Jensen scoret mod selveste Platini og Juventus:

8 kommentarer
Vis kommentarer