Tøffes råd til Agger: Drop Brøndby og vælg dette!

- Slut karrieren med et nyt europæisk eventyr, lyder rådet fra Ekstra Bladets fodboldkommentator Stig Tøfting til Daniel Agger

Agger har endnu niveauet til et udenlandseventyr mere. - Tag af sted, råder 'Tøffe'. (Foto: Lars Poulsen)
Agger har endnu niveauet til et udenlandseventyr mere. - Tag af sted, råder 'Tøffe'. (Foto: Lars Poulsen)

MED DANIEL AGGER som medlevende tilskuer leverede Brøndby faktisk en kæmpe præstation mod FCK i pokalkampen. Glød i øjnene, fight og til tider seværdig fodbold.

O.k., FCK skuffede, men det ændrer ikke ved, at Brøndby atter engang kunne matche FCK. Lige præcis det som Daniel Agger formentlig var blevet lovet og havde set frem til, da han vendte hjem til Brøndby.

Så må alt jo være i den fineste orden, og en kontraktforlængelse mellem Agger og Brøndby burde ligge lige til højrebenet!

JEG SKAL IKKE kunne sige, hvad Daniel Agger helt præcist går og tænker, men en tanke må snurre gevaldigt rundt i hovedet på ham, nemlig: Gider jeg det her mere?

Ja, Agger er en Brøndby-mand helt ind i knoglerne, og selvfølgelig tændte hans hjemkomst brand i alle de blå-gule hjerter, men jeg synes ikke, at der er fremdrift i projektet. De står tilmed foran endnu en stor udskiftning i sommerens transfervindue.

NU VED JEG ikke, hvad Agger er blevet lovet, men tag et kig på det sidste transfervindue.

En polsk lottokupon i Wilczek og et talent fra 1. division i form af David Boysen! Jamen, er det spillere, som kan bringe Brøndby tilbage i toppen af dansk fodbold? Nej, det tror selv den største Brøndby-fan forhåbentlig ikke selv på.

Se også: Knotten Agger efter lærestreg: Ikke klar i pæren

Mod FCK viste Brøndby klassen, men holdets niveau har været svingende, og Agger bør måske kigge mod udlandet, mens han stadig har fysikken til det. (Foto: Lars Poulsen)
Mod FCK viste Brøndby klassen, men holdets niveau har været svingende, og Agger bør måske kigge mod udlandet, mens han stadig har fysikken til det. (Foto: Lars Poulsen)

DET KAN GODT være, at lige netop FCK er ved at blive en yndlingsmodstander for Brøndby i forhold til at kunne sætte sig op, men set på den lange bane, så er FCK kilometer foran Brøndby og FCM kan de blå-gule også kigge misundeligt på.

Jeg kan heller ikke se, at AaB og OB skulle være efter Brøndby – og der er næppe mange hold, der frygter at møde Brøndby i øjeblikket. Det skulle da lige være ved udsigten til at møde deres fans ...

Tilmed ser det ud til, at Daniel Agger igen-igen skal agere babysitter og ikke kun være en leder på Brøndby-holdet, og læg så cirkusset med Jan Bech Andersen, trænerskifte og nu fanballade oveni, så må det være svært at holde humøret højt for Daniel Agger.

Det ser nemlig ikke ud til, at kvaliteten matcher målsætningen i Brøndby.

 

JEG HAR DA også sjældent set så skuffet og desillusioneret en Daniel Agger som efter nederlaget til FC Midtjylland, hvor han selv stillede sig tvivlende over for Brøndbys niveau.

Kun fansene leverede, lød det, og det er da noget af en udmelding! Det var ikke løgn og uden tegn på, at det skulle blive voldsomt meget bedre, så kan jeg da sagtens forstå, hvis han overvejer sine muligheder.

Dem er der vel tre af. Forlænge med Brøndby, stoppe karrieren eller et sidste eventyr i udlandet.

Se også: Efter Brøndby-ballade: Ikke awaykort, men skal ske noget nu

Daniel Agger vendte tilbage til Brøndby i 2014. Spørgsmålet er, om han slutter karrieren på Vestegnen. (Foto: Lars Poulsen)
Daniel Agger vendte tilbage til Brøndby i 2014. Spørgsmålet er, om han slutter karrieren på Vestegnen. (Foto: Lars Poulsen)
 

HAVDE JEG AGGERS fodboldstøvler på, så ville jeg klart vælge det sidste for at få et flot og mindeværdigt punktum på karrieren.

Jeg har jo stadig svært ved at forstå, at han skiftede Anfield Road ud med Brøndby Stadion, men Liverpool havde åbenbart jokket ham så voldsomt over tæerne, at det var eneste udvej. Mig havde de skulle have båret ud til bussen, og jeg ville sprælle hele vejen ...

Ind imellem må han da savne atmosfæren i en rigtig storklub og livet i Liverpool.

Tag dog en tur til Spanien eller Italien, det er i hvert fald steder, hvor klimaet vil være en fordel for Daniel Aggers skrøbelige korpus.

 

SPØRGSMÅLET ER selvfølgelig også, om han ville have niveauet til en top-seks-klub i de ligaer, og her er mit svar et klart ja.

Han ved jo godt, at Real Madrid, Barcelona og Juventus næppe er relevante, men der er da masser af fede klubber lige under, og der ville han sagtens kunne spille med.

Når jeg ser ham på landsholdet – og ja, fejlen i Skotland var gigantisk, men dem laver han trods alt få af – så ser jeg en rolig, rutineret og sikker Daniel Agger, der fortsat er hurtig, stærk i duellerne, har et godt blik for spillet og ikke er bange for at tage noget ansvar med bolden.

Se også: Brøndby-stjerne med massiv kritik: Ikke klubben værdigt


ET KARRIERESTOP er selvfølgelig også en mulighed, men nu er det faktisk gået den rigtige vej med skaderne i denne sæson. Sidste sæson spillede han 19 ud af 33 kampe, og i år hedder den 16 ud af 23, så mon ikke han kan notere en fremgang på trods af den seneste forstrækning.

Selvfølgelig vil sportsdirektørerne i eventuelt interesserede udenlandske klubber også kigge på skadeshistorikken, men Agger er altså transferfri, så satset er ikke kæmpe stort.

Tilmed kan lønnen gøres delvist kampafhængig, og så bliver risikoen endnu mindre for en eventuel udenlandsk klub, der til gengæld vil få en topprofessionel spiller med masser af rutine fra de største scener.

Jeg tror nu ikke, at det er pengene, som afgør Aggers beslutning.

SELV OM JEG IKKE skal blande mig i Daniel Aggers karriereplanlægning, så synes jeg, det vil være en forkert afslutning på fodboldlivet bare at smide støvlerne i skabet efter endnu en Brøndby-sæson på det jævne.

Det vil sgu’ være for fesent. Så lad os nu se dig på den internationale scene igen, Agger!

Anføreren får dumpekarakter oven på sin sløje indsats mod Skotland. (Foto: Lars Poulsen) Landsholdsfodbold - 30. mar. 2016 - kl. 10:24 Aggers dårligste landskamp: Slagtet i jubilæum

Agger var en årrække væk fra Brøndby, da han spillede i Liverpool. Hør Per Bjerregaard fortælle om det legendariske skifte her

190 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere