Trods fans i Horsens: Brøndby slipper med skrækken

Fodboldens Disciplinærinstans pointerer, at Brøndby ikke overtrådte kendelse ved at have fans i Horsens

Brøndbys Benedikt Röcker med fans. Foto: Jens Dresling/Polfoto
Brøndbys Benedikt Röcker med fans. Foto: Jens Dresling/Polfoto

Fodboldens Disciplinærinstans kommer ikke til at åbne en sag, på baggrund af at Brøndby havde tilskuere på stadion i superligakampen ude mod AC Horsens søndag, når man var frakendt retten til at have et udebaneafsnit.

Det fortæller instansens formand, Jens Hjortskov.

- Vi kommer ikke til at gøre noget i forhold til Brøndbys ageren. Det har vi vurderet, indleder Hjortskov.

Han henviser til ordlyden i den kendelse, som kom fra appelinstansen 20. september sidste år.

- Det fremgik af kendelsen, at Brøndby blev fradømt retten til at blive tildelt et tilskuerafsnit i den næste udekamp mod Horsens, og det fik man heller ikke. Så Brøndby har ikke overtrådt nogen bestemmelse.

- Der står intet i kendelsen om, at Brøndby ikke må have tilskuere på stadion, så vi kommer ikke til at foretage os noget. I vores bog har Brøndby ikke overtrådt nogle bestemmelser, uddyber Jens Hjortskov.

Brøndby mod Horsens 17. marts 2019. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Brøndby mod Horsens 17. marts 2019. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
 

Straffen udsprang af, at nogle Brøndby-fans i næstsidste spillerunde i sidste sæson invaderede banen, efter at holdet havde spillet 2-2 i Horsens og dermed tabte vitale point i guldopløbet, som FC Midtjylland endte med at vinde.

Søndag var der igen vigtige point på spil for Brøndby, der i 26. spillerunde risikerede at havne uden for top-6 og mesterskabsspillet. Men Brøndby vandt 3-1 og sluttede dermed på fjerdepladsen efter grundspillet.

Særligt ved scoringerne var det tydeligt, at nogle hundreder neutralt klædte fans havde sympati for Brøndby, men det var altså ikke en overtrædelse af kendelsen fra sidste efterår.

Efter søndagens kamp var AC Horsens' direktør, Kristian Nielsen, ude med en kritik af dommen. Han mente, at det var uundgåeligt, at der ville være Brøndby-fans til stede.

Selv om østjyderne på forhånd havde meldt ud, at de kunne blive bortvist fra stadion, hvis de viste tilhørsforhold til Brøndby, så fik fansne lov at blive.

- Det var en vurderingssag af de sikkerhedsansvarlige.

- Brøndby havde en sikkerhedschef på plads sammen med vores sikkerhedschef, og et eller andet sted så er det allervigtigste, at det sker under trygge omstændigheder, sagde direktøren.

Arkivfoto: Linda Johansen Holland Christian Poulsen lander stort job i udlandet
OB's Mikkel Desler har ikke spillet fast for den fynske klub siden 2017. Foto: Jens Dresling, Polfoto Skandinavien Midt i succes: OB sælger OL-spiller

254 kommentarer
Vis kommentarer