TV: Brøndbys totale sammenbrud

Et chokerende nederlag på 0-2 til Hobro betyder, at Brøndby for første gang nogensinde i Superligaen står uden point efter tre spillerunder

(Foto: Rasmus Flindt Pedersen)
(Foto: Rasmus Flindt Pedersen)

BRØNDBY (Ekstra Bladet): Brøndbys nedtur fortsætter. Efter nederlag til AGF og OB, blev det ikke til oprejsning mod skrækmodstanderen, Hobro.

Brøndby tabte 0-2 i et opgør, hvor de blågule leverede en skandaløs ringe præstation uden kreativitet, ideer og den dynamik, man må forvente af et mandskab, der har ambitioner om en topplacering.

Brøndby-spillerne virker fuldstændig blottet for troen på projektet. Og så sejler spillerne rundt på banen. Brøndby er med fraværet af Daniel Agger og Thomas Kahlenberg et mandskab uden lederskikkelse på grønsværen. Der er ingen til at tage ansvar, til at træffe de rigtige beslutninger på banen.

Præstationen i opgøret på Brøndby Stadion, hvor 9498 så på, mindede om det Brøndby leverede i den skrækkelige 2011/2012 sæson. Her balancerede klubben på kanten af nedrykning. Som Brøndby spiller for tiden er det helt sikkert en fordel for klubben, at der kun er én nedrykker i denne sæson.

Nederlaget – det tredje i træk til Brøndby – var samtidig historisk, fordi det var første gang nogensinde i Superligaens levetid, at Brøndby er kommet fra land med nul point efter tre spillerunder.

Se også: Så skete det: Brøndby sælger målmanden

Teemu Pukki og Brøndby var en skygge af sig selv i første halvleg. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)
Teemu Pukki og Brøndby var en skygge af sig selv i første halvleg. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)

Fik et advarselssignal
Hobro var ikke skræmt af endnu et besøg på Brøndby Stadion. De spillede frisk til og pressede Brøndby over det meste af banen. Kampen kom primært til at foregå på Hobros præmisser. Samtidig straffede de hjemmeholdet for svagt forsvarsspil.

Brøndby fik den første advarsel, da Martin Mikkelsen tog chancen fra distancen. Lukas Hradecky, der spillede afskedskamp på Brøndby Stadion, måtte bruge det yderste af fingerspidserne for at afværge til hjørnespark.

Hobro kom i front omkring den halve time, da Mads Jessen opfangede en løs bold i Brøndby-feltet. Johan Larsson var passiv og pressede slet ikke Hobro-spilleren, der enkelt kunne skrue bolden uden for Lukas Hradeckys rækkevidde og i mål.

Målet var ikke et wake-up call for Brøndby, som man kunne forvente. Spillerne evnede ganske enkelt ikke at styre kampen.

Til gengæld var scoringen et signal om, at Hobro havde mere i ærmet. Et hjørnespark havnede kort før pausen hos Anders Egholm ved bageste stolpe. Han var helt fri og via den ene opstander og foden hos Lukas Hradecky kom gæsterne på 2-0.

Det medførte en gigantisk pibekoncert hos hjemmepublikummet, der på ingen måder var tilfreds med den slappe Brøndby-attitude, som de havde set gennem første halvleg.

Se også: Vil slå Brøndby ud: Fans er desperate

Hobro viste format og tog sin fjerde sejr ud af fire mulige imod Brøndby. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)
Hobro viste format og tog sin fjerde sejr ud af fire mulige imod Brøndby. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)

Flåede to ud
Thomas Frank forsøgte at ændre på tingene efter pausen. Han skiftede Frederik Holst og Elbasan Rashani. De blev afløst af Martin Albrechtsen og Andrew Hjulsager, men de formåede ikke at vende tingene til Brøndbys fordel.

Andrew Hjulsager havde en stor chance, da han sparkede fladt forbi Hobro-målet. Magnus Eriksson fik også blokeret en afslutning, der havde kurs mod det fjerneste hjørne.

Brøndby har nu mødt Hobro fire gange i Superligaen med fire nederlag til følge. Samlet 0-8 er facit.

Brøndby er lige nu bundby og kan med FCN-point i morgen mod AaB være isoleret helt i bunden.

Se målene fra den store Brøndby-fiasko øverst i denne artikel.

100 kommentarer
Vis kommentarer