Nye investorer kan være på vej til Brøndby.
Mediet InsideBusiness erfarer i hvert fald, at Brøndby og hovedaktionær Jan Bech Andersen er i dialog med interesserede investorer, der vil skyde penge ind i Vestegnens fodboldflagskib. Samtalerne har angiveligt stået på i én måned.
Mediet skriver, at Brøndby er i en fremskreden dialog med en gruppe investorer, der har set det som en oplagt mulighed at sikre sig en større aktiepost.
InsideBusiness mener at vide, at de udenlandske investorer både vil medvirke til at udvikle området omkring Brøndby Stadion, samtidig med at der skal opbygges et stærkere fodboldhold.
Mediet mener at vide, at der er sammenfald mellem de investorer, der ville købe sig ind i Parken Sport & Entertainment for ét år siden. Her var investorerne med amerikanske Fortress klar til at købe Lønmodtagernes Dyrtidsfonds aktiepost. Men det blev hurtigt afvist af de to hovedaktionærer, Karl Peter Korsgaard Sørensen og Erik Skjærbæk. Siden blev LD's aktieandel solgt til Lars Seier Christensen.
Tanken med investeringen i Brøndby er tilsyneladende, at Jan Bech Andersen skal reducere sin ejerandel fra de nuværende 54 procent, så det bliver to ligeværdige ejere af fodboldklubben.
- Der er emission i februar. Lad os se, hvad der sker i den sammenhæng, men uagtet af det ved jeg, vi er på vej i den rigtige retning, så naturligvis lader jeg ikke flere års arbejde løbe ud i sandet, skriver Jan Bech Andersen i en mail til tipsbladet.dk.
Jan Bech Andersen har stillet garanti til Brøndby om at holde et sikkerhedsnet under klubben frem til september 2020. Det ser ud til at fortsætte længere end det tidspunkt, fordi rigmanden ingen interesse har i, at klubben ikke overlever. Han har en interesse i at forsvare sin store investering i klubben.
Brøndby står foran et regnskabsår, hvor der ventes et minus på 90 mio. kr. i 2019. 2020 vil også give et markant minus på bundlinjen hos Vestegnens fodboldflagskib, der er i færd med at genrejse forretningen. Fodbolddirektør Carsten V. Jensen skal skabe et konkurrencedygtigt mandskab for færre midler.
Måske kommer det til at ske med en ejerkreds, hvor Jan Bech Andersen er sammen med udenlandske investorer om projektet. Så vild er i hvert fald være flere til at betale gildet.
Brøndby tøver: Tiden arbejder for Kaiser
Brøndby forlænger med ung darling
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.